Det har skabt bekymring i tennistoppen, at eksperter har advaret om at rejse til OL i Rio.

Paris: Tennisstjernen Andy Murray har bedt læger om gode råd om zikavirusset, der har været og stadig er et stort tema før OL i Rio de Janeiro i august.

150 eksperter skrev i et åbent brev til Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at det vil være uetisk at gennemføre OL uden en grundigere vurdering af risikoen, som er forbundet med zikavirusset.

WHO har afvist kravet om at flytte eller aflyse legene, men ekspertudtalelserne har fået Murray til at søge råd før sin eventuelle afrejse.

- Jeg skal snakke med nogle læger og høre, hvad de har at sige, siger den 29-årige brite til BBC.

- Planen er at spille, men jeg ved ikke helt, hvordan situationen er nu. Jeg har behov for lidt mere information, før jeg bestemmer mig, siger verdenstoeren.

Verdensetteren Novak Djokovic har sagt, at en aflysning af deltagelsen i legene er utænkelig for ham.

- For øjeblikket er planen, at jeg skal spille. Ingenting har ændret sig, men vi må se, hvad der sker, siger serberen.

Både Murray og Djokovic er for tiden optaget af at spille grand slam-turneringen French Open i Paris.

Murray er klar til kvartfinalen mod hjemmebanehåbet Richard Gasquet, mens Djokovic skulle have spillet ottendedelsfinale mod spanske Roberto Bautista Agut mandag. Den kamp blev udsat på grund af regn.

Flere andre sportsudøvere har udtrykt bekymring for zikavirusset forud for sommer-OL, heriblandt golfspillerne Rory McIlroy, Danny Willett og Shane Lowry.

/ritzau/