Efter 28 års pause kan Sommer-OL nu vende tilbage til USA. Amerikanerne har besluttet sig for at byde på OL i 2024, og eksperter i hjemlandet mener, at amerikanerne må være naturlige favoritter til at blive tildelt værtsskabet, simpelthen fordi det er så lang tid siden, at man sidste gang husede sportens prestigefyldte mega-arrangement.

Det er endnu ikke afklaret, hvilken amerikansk by, der skal køres i stilling som vært for et amerikansk OL. Los Angeles, som var vært i 1932 og i 1984, San Francisco, Boston og Washington skal nu duellere om hvilken af de store byer, som skal bære de amerikanske drømme om at arrangere OL frem.

»Vi er så heldige, at vi har fire fantastiske byer... de har alle overbevisende fordele,« sagde formanden for USOC (Den Amerikanske Olympiske Komité, red.), Scott Blackmun, ved et pressemøde.

Los Angeles regnes på forhånd som favorit til at blive det amerikanske bud på en kommende OL-værtsby.

Amerikanske eksperter med indsigt i, hvordan man normalt tildeler OL-værtsskaber, mener, at amerikanerne allerede nu må betragtes som favoritter til at få OL i 2024. Hidtil er Tyskland og Italien de to andre lande, som har meldt sig klar til at arrangere de olympiske lege om ti år.

 

»Jeg mener, at 2024 vil være et logisk tidspunkt for at komme tilbage. USA er stadig mest indbringende marked for IOC (Den Internationale Olympiske Komité, red.), når det gælder tv-rettigheder. Det handler i høj grad om den olympiske forretning, og det gælder om at skabe økonomisk værdi for alle de involverede nationer,« siger Paul Swangard, direktør for Warsaw Sports Marketing Center ved University of Oregon, til Reuters.

Mediekonsulent Neal Pilson, der tidligere har været bestyrelsesformand for CBS Sports-kanalen, er endnu mere sikker i sin sag.

»Ligegyldigt hvilken by, der ender med at blive nomineret af USOC, så ser jeg USA som klar favorit til få Sommer-OL i 2024,« siger Pilson og påpeger, at et dårligt forhold mellem USOC og IOC tidligere har stået i vejen for de amerikanske bud fra New York og Chicago, men at forholdet nu er bedret så meget, at det ikke bliver et problem.

Beslutningen om hvor OL skal holdes i 2024, bliver taget ved IOCs kongres i Lima i Peru i 2017. De næste to værtsskaber for Sommer-OL ligger i Rio de Janeiro i Brasilien i 2016 og i Tokyo i Japan fire år senere. USA var senest vært for Sommer-OL i Atlanta i 1996. Seks år seneste bød man atleterne velkommen til Vinter-OL i Salt Lake City.