Natten til torsdag offentliggjorde den russiske hacker-gruppe Fancy Bears nye fortrolige oplysninger på en række olympiske atleter, heriblandt den danske guldvinder i svømning, Pernille Blume.

»Det er dybt beklageligt, og både WADA, IOC og politiet arbejder på at finde ud af, hvordan oplysningerne er kommet ud. Men det ser ud til, at hackergruppen kan linkes til Rusland og det russiske sikkerhedspoliti,« konstaterer Anti Doping Danmarks direktør, Michael Ask.

Det er de såkaldte TUE-certifikater, altså lægeligt autoriserede dispensationer fra dopinglovgivningen, som giver de pågældende udøvere mulighed for at tage deres medicin, selvom den står på listen over forbudte, præstationsfremmende midler.

Pernille Blume har en dispensation, som giver hende lov til at bruge astmamedicinen Terbutalin, og Fancy Bears kunne udover at offentlggøre hendes dispensation også fremlægge et papir, der viser, at hun var blevet testet positiv for præparatet under OL. Det ville med andre ord have betydet en dopingsag, hvis ikke lige det var fordi, at Blume netop har tilladelse til at bruge det nævnte astma-middel.

Hun er langt fra det eneste kendte navn på listen over atleter, hvis fortrolige oplysninger russerne har offentliggjort. Mens man dagen inden havde lagt blandt andre Serena Williams og gymnasten Simone Biles' TUE-journaler ud, så var de mest markante navne denne gang de britiske cykelstjerner Chris Froome og Bradley Wiggins samt tennisspilleren Petra Kvitova.

»Siden i går har vi haft en del korrespondence omkring denne sag, blandt andet med det amerikanske antidoping-agentur USADA, hvis atleter blev ramt i første omgang. Det ser ud til, at man har hacket sig ind til atleternes personlige oplysninger via en IOC-konto, som blev oprettet under OL. Så det er samtlige TUE-oplysninger på alle OL-deltagerne, at man har fået adgang til,« konstaterer Michael Ask ærgerligt.

Han er ikke tvivl om, hvad formålet er, når de russiske hackere spreder atleternes medicinske oplysninger.

»De forsøger at skabe splid og mistillid til antidoping-systemet. Det er ikke tilfældigt, at Pernille bliver et offer for dem. Det hænger formentlig sammen med, at vi i Danmark har været forholdsvis i forhold aktive med kritikken af russerne og det statsstyrede doping-system. Det her er en konflikt på et politisk niveau med Rusland på den ene side, og den vestlige verden på den anden.«

» Hacker-gruppens smædekampagne forsøger at vise, at hele systemet er råddent, og at de vestlige sportsfolk er lige så dopede som russerne. Men det er de ikke. Det er to vidt forskellige ting. Det er vigtigt at få fastslået, at der ikke er noget fordækt ved de her TUE'er,« siger Michael Ask.

Han afviser, at de atleter, der har en TUE, altså en dispensation til at bruge et stof, som står på den forbudte liste, får en usportslig konkurrencefordel ud af det i forhold til sine konkurrenter.

»Først er der et lægepanel, som udreder personen for at undersøge, om der findes andre præparater, som er tilladte og kan bruges i stedet for. Hvis det ikke er tilfældet, så bliver man undersøgt i forhold til om præparatet giver en fordel i forhold til konkurrenterne. Hvis normalen eksempelvis er en værdi på 10, og personen på grund af sin sygdom er nede på 8, så får du ikke en tilladelse til at bruge stoffet, hvis det hjælper dig op på 12.«

» For 10-15 år siden var der nogle atleter, som spekulerede i at bruge TUE'erne for at få marginale fordele, og det er der nok stadig, men det er blevet meget sværere at få dispensation i dag,« fastslår Anti Doping Danmarks direktør.