Allan Nørregaard og Peter Lang vandt bronze i 49'er jollen efter et drama af et sejlads. Dermed har Danmark nu vundet ni medaljer ved OL i London.

Man skulle helt frem i opløbet, før danskerne Allan Nørregaard og Peter Lang kunne fejre OL-bronze i 49'er jollen.

I en gyserfinale af et sejlads kæmpede danskerne hele vejen en heroisk kamp for at komme tilbage efter en skidt start.

Men det lykkedes. Og dermed sikrede Nørregaard og Lang den niende danske medalje ved OL i London. 

Før onsdagens medalrace-finale, lå den danske jolle på en samlet tredjeplads efter de 15 indledende sejladser.

Bag dem lå dog et tæt felt af joller, som alle med en lidt sløj dansk præstation, kunne fravriste Allan Nørregaard og Peter Lang bronzen.

Og der gik utvivlsomt et ærgrelsens suk blandt både de danske tilskuere på kajen i Weymouth og fjernsynsseerne, da starten gik. Her kom danskerne nemlig sløvt af sted og rundede første mærke blandt de sidste.

Men en smart manøvre lige efter, hvor Lang og Nørregaard bommede og fandt vind, fik den forbi flere konkurrenter, og så duftede det igen lidt af metal til Danmark.

Desværre havde østrigerne taget teten, og derfor skulle danskerne blande sig helt med fremme for at holde på bronzen.

Men helt til slut fandt danskerne virkelig farten, og så susede de ellers ind på en tredjeplads, og det var heldigvis nok til at sikre tredjepladsen bag guldvinderne fra Australien og den new zealandske sølvjolle.

Med medaljen har Danmark nu hentet ni medaljer i London 2012. Det er er allerede nu én medalje mere, end Team Danmark og DIFs oprindelige målsætning. Og det er det højeste antal danske medaljer ved et OL siden 1948, hvor danskerne hjemtog 20 af slagsen.