Fantastisk solstråle-historie fra OL i Rio de Janeiro.

18-årige Yusra Mardini vandt lørdag sit indledende heat i 100 meter butterfly ved OL. Men for bare et år siden så alt anderledes ud.

Dengang sad hun i en usikker gummibåd på vej over Middelhavet. På flugt fra alle grusomhederne i hendes hjemland, Syrien.

Rundt om hende sad godt 20 andre mennesker, og situationen var slet ikke holdbar. Motoren var lige gået ud. Båden ville ikke kunne bære dem over til sikkerheden i Europa. Og de fleste af personerne på båden kunne ikke svømme.

Men det kunne Yusra Mardini. Ret godt endda, for hun var trænet svømmer. Så den dengang blot 17-årige Yusra og hendes søster Sarah hoppede i vandet og begyndte at skubbe båden afsted i håbet om, at motoren ville starte igen.

»Det ville have været skamfuldt, hvis folkene på båden var druknet. Der var folk, der ikke kunne svømme. Jeg havde ikke tænkt mig at sidde der og beklage mig over, at jeg ville drukne. Hvis jeg skulle drukne, kunne jeg i det mindste være stolt af mig selv og min søster,« har Yusra Mardini sagt i et interview med FNs Flygtningehøjkommisariats hjemmeside.

Søstrene svømmede og skubbede, men motoren ville bare ikke starte. Men i stedet for at gå i panik og give op, blev Yusra og Sarah bare ved. Og 3,5 timer senere, hvor to andre flygtninge fra båden også var hoppet i vandet og begyndt at skubbe, nåede gummibåden i land på den græske ø, Lesbos.

Yusra og søsteren Sarah fortsatte op gennem Europa og endte i Tyskland, hvor man fik øjnene op for Yusra Mardinis talent. Det førte til, at den nu 18-årige kvinde blev udtaget til det særlige flygtningehold, der ved OL stiller op under det olympiske flag. Kun 10 flygtningeatleter fra hele verden har fået lov til at komme med.

Yusra Mardini i svømmebassinet lørdag ved OL i Rio.
Yusra Mardini i svømmebassinet lørdag ved OL i Rio. Foto: MARTIN BUREAU
Vis mere

Lørdag var det så tid for Yusra Mardini at komme i bassinet i det store, olympiske svømmestadion i Rio med plads til næsten 15.000 tilskuere. En noget anden scene end det kolde vand i Middelhavet.

Men den 18-årige svømmer skuffede ikke. I første indledende heat i kvindernes 100 meter butterfly distancerede hun sine fem modstandere og vandt heatet i tiden 1.08,51. En kæmpe sejr for den unge syrer.

Desværre rakte det ikke til avancement til finalen, da hendes tid gav hende en samlet placering som nummer 41. I stedet skal blandt andre danske Jeanette Ottesen deltage i finalen, som svømmes natten til mandag.

Yusra Mardini.
Yusra Mardini. Foto: STOYAN NENOV
Vis mere