Den unge danske rygsvømmer var få hundrededele fra en semifinaleplads, men klarede ikke cuttet.

Mie Nielsen er bare 15 år, men svømmer allerede bedre end de fleste. I sit indledende heat i 100 m rygsvømning måtte det unge danske stortalent dog se sig slået af størstedelen af deltagerne i et forrygende heat nummer tre, hvor der tilmed blev sat olympisk rekord.

Desværre var den altså ikke signeret af Mie Nielsen. Hun blev noteret for sjettebedste tid i det pågældende heat med tiden 01.00.38, hvilket langt fra var nogen dårlig præstation, og hovedpersonen selv var da også tilfreds.

- Jeg synes, at det gik ok. Niveauet er rigtig højt, og som vi kan se, blev der sat ny olympisk rekord, sagde Nielsen til DR kort efter, at hun var kommet op af vandet.

Desværre var det sammenlagt ikke nok for danskeren, der samlet blev nummer 17 ud af deltagerne ved de seks heats, og dermed missede hun lige nøjagtigt semifinalen. Her skal de 16 bedste svømmere i disciplinen i aktion senere i dag.

En anden dansk svømmer, Mads Glæsner, skulle oprindeligt have været i vandet kl. 11.20 til sit indledende heat i 200 m fri, men han valgte at trække sig for at fokusere på holdkampen i 4 x 400 m fri, der finder sted tirsdag.