Paulus Wildeboer er en verdensklasse-træner, lyder det fra Australien, der 'købte' Danmarks rå bassinbisse

I Danmark brugte han mange kræfter og meget tid på en magtkamp med eliteklubbernes trænere. Paulus Wildeboer var ikke lige populær i alle dele af elitesvømningens lærerværelse.

I Australien bliver hans hverdag helt anderledes. Det fortæller direktøren for verdens svømmende stormagt, der hentede Danmarks landstræner om på den anden side af jorden.

- Ved hjælp af Paulus planlægger vi at forblive en stormagt indenfor svømningen, skriver Kevin Hasemann i et mail-interview med sporten.dk. Han er direktør for Swimming Queensland, der er den største af det australske svømmeforbunds regioner.

Paulus Wildeboers rolle 'over there' bliver at fungere som en slags træner-guru, der skal inspirere og udvikle svømning, som australierne har et meget passioneret forhold til.

- Paulus skal være mentor for en masse trænere, der er på vej frem, i både Queensland samt hele Australien. Samtidig skal han guide og inspirere trænere og svømmere over hele Australien med træningsprogrammer, foredrag, besøg og træningslejre og så videre, forklarer Kevin Hasemann.

Her skal Wildeboer spille en nøglerolle i at forberede det svømmegale lands offensiv op til OL i Rio de Janeiro 2016.

- Jeg er sikker på, at Paulus som mentor for vores trænere, vil sætte et betydeligt aftryk på svømningen i Australien op til OL i Rio og derefter. Ved at ansætte ham sikrer vi os, at vores stab af trænere forbliver blandt de dygtigste i verden. Det skal nævnes, at vores svømmere klarede sig så godt i Beijing 2008, at hvis vi havde været et selvstændigt land, var vi blevet nummer to i medaljestatistikken, skriver svømmechefen fra Australien.

Rollen som strateg betyder samtidig, at Wildeboer forlader den bassinkant, hvor fra han har drevet både Lotte Friis og Jeanette Ottesen Gray frem til verdensmesterskaber. Især sidstnævnte har luftet tanken om at flytte med Paulus Wildeboer til Australien for at fortsætte det succesrige parløb.

Den blonde sprinter er velkommen i Australien, lyder det fra Kevin Hasemann, men desværre bliver det ikke med Paulus som træner.

- Det er muligt for udenlandske svømmere at bo og træne i Queensland, men det job, Paulus skal have, er ikke på kanten af bassinet, lyder budskabet.

Paulus Wildeboers sidste, officielle opgave for Danmark bliver VM på kortbane i Istanbul, der begynder i næste uge. At hans kommende arbejdsgiver, Swimming Queensland i Australien, er en stormagt, vidner statistikken om. Ifølge Kevin Hasemann leverede Swimming Queensland to tredjedele af det Australske OL-hold og vandt samtidig 83 pct. af medaljerne.