Ulrik Wilbek mener, at det kan være positivt, at Danmark løb ind i problemer mod Polen, der blev slået 28-27.

De danske håndboldherrer og landstræner Ulrik Wilbek kunne ånde lettet op, da Danmark lørdag aften vandt 28-27 over Polen ved VM i Sverige.

Den danske landstræner kalder spillet i anden halvleg af opgøret for holdets dårligste ved VM, men sejren kom alligevel i hus efter en dansk pauseføring på 15-9.

- Jeg synes, at vi spillede en fantastisk første halvleg, men vi så også i anden halvleg, at vi var mennesker. Det er måske også meget sundt, så vi ikke tror, at vi er helt uovervindelige, siger Ulrik Wilbek.

- Men vi vandt. Viljen var stor, og det er en meget vigtig sejr, siger han.

Danmark kan nu nøjes med et point i søndagens kamp mod Argentina. En kamp, som Danmark bør vinde, også selvom flere af spillerne virkede trætte mod slutningen af kampen mod Polen.

- Vi var trætte. Lasse Boesen er træt. Mikkel Hansen er træt. Men så kom de lidt ud, og så var der et par andre, der tog over. Men jeg tror, at alle vil spille for VM-semifinalen i morgen.

- Argentina tabte med 18-38 til Kroatien, så jeg tror, at der er andre spillere, der er mere trætte end vores. Vi bør kunne slå dem, siger Wilbek.

Han advarer dog mod at undervurdere Argentina, der har været den helt store overraskelse hidtil under VM.

- Det kikser nogle gange for så ungt et hold. De spiller ustabilt, så det skal ikke undre mig, om de kommer igen i morgen. Vi skal ikke undervurdere dem, siger han.

Argentina har to point i gruppen efter en overraskende sejr over Sverige i det indledende gruppespil./ritzau/