Hvor svært er det at gå fra at være verdens bedste løber på de længste distancer inde på banen til at blive maratonløber? Det spørgsmål får vi et kvalificeret svar på søndag formiddag, når Mo Farah for første gang skal prøve kræfter med de 42,195 km gennem Londons gader.
- Jeg er sprunget ud på dybt vand, men det er det, som mestre gør. London er det hårdeste felt nogensinde, siger han selv om udfordringen.
31-årige Farah har gennem de seneste år været den altdominerende figur på 5000 og 10000 meter, hvor han har løbet masser af guldmedaljer hjem til sit adopterede hjemland og været med til at give atletikken ny opmærksomhed i Storbritannien. Takket være en altfortærende spurt, der er 1500 meter-løber værdig, har han ved OL og VM sat de ellers så dominerende kenyanere og etiopiere til vægs i discipliner, hvor de ellers regerede gennem de seneste årtier.
Farah er født i Somalia, men kom til England som otte-årig, og englænderne holder af den spinkle løber, der med sin charme, sit brede London-engelsk og sin kærlighed til fodboldholdet Arsenal har overbevist dem om, at han er en af deres egne, selvom han det meste af tiden er på træningsophold i Kenya eller USA. Nu håber de på, at han kan tage det store skridt op til maraton-distancen, og hvis projektet lykkes, vil det være første gang siden 1993, hvor Eamonn Martin triumferede, at London Maraton ender med en hjemmebanesejr hos mændene.
- Med alt hvad Mo har opnået indtil nu, er det uundgåeligt, at folk forventer, at han vinder. Han kan lave et rigtigt godt løb og stadig ikke vinde, men prøv lige at forklare det til folk, siger Paula Radcliffe, den engelske kvinde, der stadig har verdensrekorden på maraton og op gennem karrieren både har været Farahs nære ven og rådgiver, til BBC.
Der er et voldsomt fokus på Farah, som i 2013 skrev under på en rekordstor millionaftale med arrangørerne og forpligtede sig til at løbe med på halvdelen af distancen sidste år som en slags luksus-hare, inden han i år tager skridtet fuldt ud. Men spørgsmålet er om Farahs amerikanske træner Alberto Salazar, der selv var en af 80ernes store maratonstjerner, virkelig har fået omstillet sin protegés talenter, så han kan være lige så skarp på den helt lange distance.
To halvmaratonløb rejser umiddelbart tvivl om Farahs muligheder for blive lige så dominerende på asfalten, som han har været det på banens røde tartan. Først blev han i efterårets Great North Run i Nordengland slået af etiopieren Kenenisa Bekele i et nervepirrende spurtopgør, og for en måned siden kollapsede han kort efter målstregen, da han blev slået af kenyaneren Geoffrey Mutai på en halvmaraton i New York.
Ved søndagens løb i London har Farah har planer om at løbe afventende, selvom han er oppe imod nogle af disciplinens absolutte stjerner. Etiopieren Tsegaye Kebede, der vandt løbet sidste år, verdensrekordholden Wilson Kipsang og hans kenyanske landsmand Emmanuel Mutai, som har løbsrekorden i London, samt verdensmester Stephen Kiprotich fra Uganda, er alle maratonmestre af højeste karat. Og oven i købet bliver stjernerne pacet af alle tiders bedste langdistanceløber Haile Gebrselassie, som vil føre dem frem halvvejs igennem i løbet på 1.01.45, en mellemtid, der vil resultere i en ny verdensrekord, hvis vinderen kan holde tempoet.
Modstanden kan med andre ord ikke blive hårdere, men Farah vil alligevel løbe relativt roligt i starten. Han får en pacer, der kan føre ham frem til halvmaraton-mærket i 1.02.15, bekræfter London Marathons eliteansvarlige, den tidligere løbsdirektør, Dave Bedford til The Guardian.
- Vi spurgte atleterne, hvad de gerne vil have. Mo løber 62.15, sige Bedford.
Sidste år ville det have været klogt at spare på kræfterne. Dengang gik løberne fra en mellemtid på 1.01.34 halvvejs til en vindertid på 2.06.04, men har kostede modvinden både kræfter og minutter på de sidste 10 km.
Haile Gebrselassie tror på Farahs afventende taktik:
- Da jeg løb mit første maraton, sagde min krop i begyndelsen til mig 'hvorfor så langsomt - jeg er nødt til at løbe hurtigere'. Men prisen bliver betalt efter 35 km, så begynder kroppen at reagere. Det er den hårde del, ethvert maraton begynder først efter 30 km.
- Ud fra hvad jeg har hørt om hans forberedelser, så kan østafrikanere regne med hård kamp fra Mo. Se hvordan det gik Kenenisa Bekele, der vandt i Paris i sidste uge. Løbere, der kommer fra banen, er vant til fart, det er ikke svært for dem at løbe 2.55 pr. km, det er bare jogging. Så hvis Farah er med hjem på de sidste fem km, så kan han nemt vinde, hans spurt er så fantastisk, spår den etiopiske løbelegende.
Konkurrenterne er dog ikke imponerede af den britiske løbers bane-meritter.
18-årige Tsegaye Mekonnen vandt Dubai Marathon i januar i 2.04.32, og han regner ikke Farah for noget.
- Farahs bedste tid på halvmaraton er lige over 60 minutter. Andre i feltet har løbet omkring 59 minutter. Han kan klare sig på maraton, hvis han har forberedt sig ordentligt, men han er primært en mellemdistanceløber.
Og Mekonnens landsmand Kebede er endnu mere selvsikker efter sine to sejre i London.
- Jeg er i form. Der er ingen måde, at jeg kan undgå at vinde løbet igen.
