René Holten Poulsen var ude i en tæt gyser i VM-finalen i enerkajak på 500 meter, men den 25 årige dansker tog føringen på de sidste 200 meter og sikrede det første danske VM-guld i 64 år. 

Den 25-årige roer fra Maribo Kajakklub, der lørdag vandt en bronzemedalje på 1000 meter ved VM i Moskva, udtrykker stor glæde over at blive verdensmester efter en vinderpræstation, hvor han ellers kom dårligt fra land.

- Det er rigtig fedt at vinde i dag, og titlen som verdensmester er en meget dejlig titel at få. Jeg er udmærket tilfreds med min præstation, men jeg synes egentlig ikke, jeg havde det bedste løb og får en rigtig dårlig start, siger René Holten Poulsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
 
- Jeg havde ikke den power-fornemmelse, jeg normalt har, når jeg ror godt, så på den baggrund er det dejligt at vinde med så lidt, for konkurrencen er sindssyg hård i herrernes enerkajak og viser, hvor tæt feltet er.
 
René Holten Poulsen vandt finalen foran ungareren Bence Dombvari, som ellers viste stor styrke på de sidste opslidende meter og var tæt på at indhente den hårdt kæmpende dansker.   

- Jeg blev hentet stille og rolig, men holdt den i mål, og det er vildt dejligt at vinde, slutter René Holten Poulsen.