Mo Farah bekræftede tidligt lørdag morgen, at han er nutidens bedste baneløber over de lange distancer. I et stjernespækket felt ved Diamond League-stævnet i amerikanske Eugene var den somalisk-fødte englænder den hurtigste til sidst, da han i spurten besejrede kenyanerne Paul Tanui og den regerende cross-verdensmester Geoffrey Kamworor, som sidste år også vandt VM i halvmaraton i København.

Farah vandt i 26.50,97 - 89 hundrededele af et sekund foran Tanui. Men efter sejren var den 32-årige brite ikke helt tilfreds med den pace, der blev sat tidligere i løbet. Han havde på en hurtigere sluttid, og den skulle de harer, der satte farten i begyndelsen af løbet, have hjulpet ham frem til.

»Jeg forsøgte at skubbe fartholderne frem. Det var hårdt, selv at skulle føre. Paul (Tanui, red.) og jeg arbejdede godt sammen, men det var ikke nok. Jeg vil forsøge igen for at opnå en hurtigere tid,« sagde Farah efter løbet til BBC.

Mo Farah er den regerende olympiske mester og verdensmester på både 5000 og 10.000 meter. Hans personlige rekord på 10.000 meter er 26.46,57. En tid, som han løb for fire år siden ved det samme stævne i Eugene, Oregon, men han mener åbenbart, at han er i form til mere, og Farah ligner lige nu en klar favorit til en ny VM-titel senere på året i Beijing.

»Min træning er gået ret godt, så jeg vidste, at hvis det skulle afgøres i en spurt til sidst, så ville jeg vinde løbet. Men samtidig ville jeg løbe hurtigt.«

Efter løbet så Farah mest af alt frem til at se hans elskede Arsenal i FA Cup-finalen lørdag aften, europæisk tid.

»Den kamp skal jeg se på mit hotel. Held og lykke til drengene. Som jeg siger til mig, når jeg skal motivere mig selv: Kør hårdt på, eller kør hjem,« lød Farahs hilsen til Arsenal-spillerne.