22-årige Jonas Madsen bokser karrierens største kamp, når han går i ringen mod russeren Egor Bakulin om IBFs junior VM-titel.

Det sker lørdag den 17. juni, når makkerparret Mogens Palle og Brian Nielsen arrangerer deres tiende udgave af Danish Fight Night i Ceres Park i Aarhus.

Her præsenterer Mogens Palle og Super Brian en række fine kampe, hvor blandt andre Lolenga Mock skal i ringen mod den stærke englænder Luke Blackledge, som i 2012 satte en stopper for Mads Larsens boksekarriere.

Men i en af forkampene er der meget på spil for den ubesejrede letsværvægter Jonas Madsen. I sin blot tiende kamp skal han nemlig kæmpe om VM-titlen for boksere under 25 år hos det store forbund IBF. Her møder han den 21-årige russer Egor Bakulin, som er kommet ind fra højre, efter den oprindelige modstander måtte melde fra.

»Det er lige meget, hvem det er imod. Jeg skal bare have det bælte med hjem,« siger Jonas Madsen i en pressemeddelelse.

Russeren har 15 kampe på rekordlisten, hvor kun to er tabt, og han kan måske blive et spændende bekendskab for tilskuerne i Aarhus.

Jonas Madsen har været professionel, siden har debuterede ved Danish Fight Night i 2015. Før han kastede sig over boksesporten, var Jonas Madsen en talentfuld målmand for Superligaklubben AGF, og han er derfor på hjemmebane, når VM-titlen forsøges vundet.

Udover Jonas Madsen og Lolenga Mock bokser også Pierre Madsen, Sarah Mahfoud, Daniel Heinze, Ditlev Rossing, Ali Mohamed og stortalentet Enock Poulsen ved stævnet.