For tre år siden lå Camilla Pedersen i koma og kæmpede for sit liv. I dag kæmper hun for at komme et skridt nærmere drømmen om at vinde verdens mest prestigefyldte Ironman
I 12 dage i sensommeren 2013 svævede triatleten Camilla Pedersen mellem liv og død efter et styrt på en cykeltur. Dengang var hun i fuld gang med forberedelserne til årets Ironman-VM på Hawaii, da ulykken skete under en træningstur.
I stedet endte hun med at blive lagt 19 dage i kunstig koma af lægerne, mens trykket i hendes hjerne, der i forvejen var faretruende højt, steg yderligere. Men hver gang lægerne stod klar til at operere, faldt trykket igen, og hun slap for et risikabelt indgreb, indtil lægerne til sidst mente, at hun var stærk nok til at gennemgå en operation.
Camilla Pedersen kom ud på den anden side uden synlige mén, hvis man ser bort fra et hvidt ar, som håret dækker. Og hun gennemgik en hård genoptræning, hvor hun forbløffede eksperterne med den hastighed, som hun genvandt kontrollen over sin krop med.
Lægerne forventede på forhånd, at hun skulle sidde i kørestol og ville være så hjerneskadet, at hun ikke ville kunne huske noget eller tale normalt, men hun overgik alle de barske forudsigelser og kæmpede sig tilbage med den indædte viljestyrke, som også har karakteriseret hendes vej til toppen i dansk triatlon.
Sidste år blev triatleten fra Esbjerg nummer otte i sin debut i det sagnomspunde triatlon på Hawaii. Stedet, hvor tri-sporten i sin tid blev født, og konkurrencen, hvor alle triatleter drømmer om en gang at stå øverst på podiet.
Også Camilla Pedersen.
»Jeg vil vinde på Hawaii. Eller i hvert fald komme på podiet. Jeg ved, at det nok ikke bliver i år, men jeg giver ikke op. Jeg har nogle år endnu, og jeg ved, at jeg slet ikke har nået min grænse. Jeg er meget motiveret for at komme tilbage og gøre det bedre.«
Årsagen til, at den hårdføre kvinde allerede nu erkender, at det ikke bliver i år, hun triumferer på Hawaii, skal findes i et nyt styrt på cyklen. Denne gang slap hun med et brækket kraveben, og hun fik indopereret en metalplade, som sidder fast med seks skruer, og det er gået ud over træningen.
Alligevel er hun bedre forberedt, end hun var sidste år, hvor hun døjede med to diskusprolapser op til sin Hawaii-debut, som trods de dårlige odds alligevel mundede ud i en ottendeplads.
»Jeg føler mig o.k. klar. Jeg er ikke på 100 procent. Jeg er her også for at få noget erfaring, og jeg er i bedre form, end jeg var sidste år.«
Forberedt på varmen
De sidste to uger har hun trænet på Hawaii, og inden da var den 33-årige vestjyde taget til Clermont i Florida for at forberede kroppen på den voldsomme varme, der er en afgørende faktor ved VM.
»Den første uge var det varmt, men nu føles det ikke så voldsomt.«
Mens hun kan træne kroppen op til de fysiske udfordringer og vænne den til de høje temperaturer på Stillehavsøen, må Camilla Pedersen fortsat leve med de begrænsninger, som stadig mærker hende som følge af ulykken for tre år siden.
»Jeg tænker ikke så meget på det i hverdagen. Der er nogle ting, som stadig ikke fungerer, som de gjorde før. Kroppen lukker ned, og selv om jeg ikke føler mig træt, kan den ikke mere. Det er nervesystemet, der stopper mig. Vi ved endnu ikke, om det bliver ved med at være sådan, eller om det bliver bedre.«
Uden for træning og konkurrence er der også andre situationer, hvor Camilla Pedersen har måttet justere sine forventninger til, hvad hun er i stand til.
»Jeg har nogle skader i hjernen. Jeg bliver hurtigere træt, og jeg bliver nødt til at læse tingene. Det er ikke nok, at jeg får dem fortalt. Jeg har noget med talecenteret, så jeg bruger meget koncentration, når jeg taler med andre mennesker. Når jeg er i store forsamlinger med mange mennesker for længe ad gangen, som for eksempel da jeg var på vej til Hawaii, vender trykket tilbage i mit hoved. Så ved jeg, at jeg skal lukke helt ned. Jeg skal ligge en time i et mørkt rum og slappe helt af. Så får jeg det godt igen.«
»Derfor bliver jeg nogle gange også nødt til at sige nej til nogle arrangementer. Det sker, jeg glemmer det, og det er jo ikke noget, man kan se på mig. Men jeg lærer hele tiden og bliver bedre til at respektere de signaler, som min krop giver mig.«
Lige nu nyder den danske superkvinde bare, at hun er tilbage blandt verdens absolut bedste triatleter, selvom udsigterne til bare at få et normalt liv var kulsorte for tre år siden.
»Det er sindssygt dejligt at være nået her til og være i stand til at konkurrere på det her plan. Når jeg møder modgang, kan jeg bruge ulykken mentalt. Jeg ved, at jeg er i stand til kæmpe videre.«
Hendes forventninger til dagens konkurrence er svære at definere. Hun nævner schweizeren Daniela Ryf og australske Mirinda Carfrae som to af de stærkeste konkurrenter, men det er på forhånd umuligt at sige, hvordan dagen vil udfolde sig.
»Alle kommer godt forberedt til Hawaii, og nogle af dem kommer måske til at presse sig selv lidt mere, end godt er. Lige nu vil jeg være glad for en plads i top 10, men det kommer helt an på, hvordan jeg selv gør det. Hvis jeg bliver nummer 15 og samtidig har præsteret optimalt, vil jeg være stolt og tilfreds, mens hvis jeg bliver nummer fem og ved, at jeg kunne have gjort det bedre, vil jeg nok ærgre mig alligevel.«
