Flere venner og fans har endnu ikke set Usain Bolt løbe på stadion, og derfor tager jamaicaneren et år mere.

Verdens hurtigste mand, Usain Bolt, forbereder sig i øjeblikket til sit sidste år på topplan.

Den 30-årige jamaicanske sprinter vil i 2017 give sine fans en allersidste chance for at se ham.

»Der er nogle få venner, tætte venner og enkelte fans, der har fortalt mig, at de aldrig har set mig konkurrere live.«

»Så jeg giver folk en mulighed for at komme ud og se mig løbe mit sidste VM, mit sidste løb på Jamaica og den slags, siger Usain Bolt i forbindelse med præsentationen af en ny dokumentarfilm, "I am Bolt", i London.«

Selv om sprintfænomenet føler sig mere afslappet end tidligere, tager han ikke let på sit afslutningsår.

»Jeg ønsker ikke at tabe på nogen som helst måde.«

»Hvis jeg spiller brætspil, så vil jeg ikke tabe, så når jeg siger, at det (sidste år) er for mine fans, vil jeg stadig gå ud og præstere mit bedste.«

»Men der er ikke det samme pres, som der har været de seneste otte år, hvor jeg har skullet vinde hver eneste gang,« siger Usain Bolt.

I sommer vandt jamaicaneren for tredje OL i træk tre guldmedaljer, da han ved OL i Rio løb guld hjem på 100 og 200 meter samt i 4 x 100-meter-stafet.

Usain Bolt satte sine verdensrekorder på 100 og 200 meter tilbage i 2009 ved VM i Berlin. Verdensrekorderne lyder på henholdsvis 9,58 og 19,19 sekunder.

/ritzau/AFP