Tyske Maria Höfl-Riesch havde både nerver og teknik på plads, og så avancerede hun fra en fjerdeplads til en guldmedalje.

Efter styrløbsdelen af fredagens VM i Super-kombination lignede det et meget tæt løb mellem østrigske Anna Fenninger og sloveneren Tina Maze. De to kvinder havde nemlig præcis samme tid, 1.49,67 efter styrtløbet.

Men da medaljerne et par timer senere skulle uddeles, var der ingen af dem, der stod øverst på skamlen. I stedet var det den 28-årige tysker Maria Höfl-Riesch, der kun var nummer fire efter styrtløbet, som kunne hyldes som ny verdensmester i den kombinerede disciplin.

Fenninger nåede kun få porte ned af slalomløjpen, før hun begik en fejl, mens Tina Maze var 0,66 sek. langsommere end Höfl-Riesch på slalomdelen, og måtte en tydeligt skuffet slovener nøjes med sølvmedaljen.

- At jeg kunne slå Tina Maze her, det havde jeg ikke troet. Det er vanvittigt at få guld her, det er en befrielse. Jeg er utroligt lykkelig, sagde Höfl-Riesch.

Østrigeren Nicole Hosp, der var den hurtigste kvinde på slalomdelen, tog bronzemedaljen.

Svenske Sara Hector blev som nummer ni bedst placerede skandinav.