Ramil Guliyev vandt torsdag aften meget overraskende guld i 200-meter-løb ved VM i atletik i London.

Ramil Guliyev vandt torsdag aften mændenes 200-meter-løb ved VM i atletik i London.

Tyrkeren løb i tiden 20,09 sekunder, og han henviste forhåndsfavoritten Wayde van Niekerk til andenpladsen.

Det var en afsindig tæt afslutning, hvor Guliyev lige fik presset sig foran sydafrikaneren, der kom ind i tiden 20,11 sekunder.

Isaac Makwala fra Botswana, der har haft et noget specielt VM, kom ind som nummer seks i tiden 20,44 sekunder.

Makwala måtte onsdag løbe alene i forsøget på at kvalificere sig til semifinalen, da han havde været syg, og arrangørerne var bange for, at han ville smitte de andre, så derfor var han udelukket i det indledende heat.

Løberen fra Botswana havde været meget utilfreds med, at han var blevet holdt ude af kvalifikationen til semifinalen, men han løb sig onsdag hele vejen til finalen ved også at gå videre fra semifinalen.

Han fik heller ikke lov til at løbe finalen i 400 meter-løb, som han ellers havde kvalificeret sig til.

Løbefænomenet Usain Bolt deltog ikke i 200-meter-løb ved dette års VM. Han har valgt udelukkende at koncentrere sig om 100-meter-løb og mændenes 4x100-meter.

/ritzau/