En kun 16-årig japansk gymnasiedreng kan overtage æren som verdens hurtigste mand, hvis han fortsætter sin eksplosive udvikling.

Der er al mulig grund til at øve sig lidt på navnet Yoshihide Kiryu. Den kun 16-årige japanske sprinter kan om nogle år meget vel være manden, der kan udfordre Usain Bolt, hvis ellers han fortsætter sin fantastiske udvikling.

Kiryu, der er igang med sit første år i gymnasiet, fylder først 17 år den 15. december, men hans evner til at løbe stærkt matcher allerede de fleste voksne sprintere. I weekenden løb han den hurtigste tid nogensinde af en 16-årig på 100 meter ved et stævne i det japanske by Fukuroi.

Kiryu forbedrede sin egen en måned gamle supertid, så hans personlige rekord nu hedder 10.19. Tiden er samtidig en japansk juniorrekord for 100 meter.

Inden i år var Kiryus bedste 100 meter 10.58, så den unge japaner har forbedret sig voldsomt i 2012.

Tiden bliver endnu mere interessant, hvis man sammenligner det japanske fænomen med hans konkurrenter fra de traditionelle sprinter-nationer USA og Jamaica. Den amerikanske junior-rekord 10.23 sat af Ryan Parnell i 2007, mens i Jamaica er det Jazeel Murphy, der med sine 10.27 er junior-rekordholder.

Verdens to bedste sprintere netop nu var ikke nærheden af at løbe så hurtigt som Kiryu, da de var på hans alder. Yohan Blakes bedste tid som ungdoms-sprinter hedder 10.33, mens Usain Bolt som 16-årig ikke engang var begyndt at løbe 100 meter, så han havde ingen noteringer på den distance.