Der blev helt stille i Friends Arena. Nogle græd.

De tusindvis af tilskuere blev fredag aften uforvarende vidner til en regulær tragedie undervejs i hestestævnet Sweden International Horse Show i den svenske hovedstad, Stockholm.

For midt i sit program faldt den 23-årige hest Filur om. Den var død på stedet, skriver svenske Expressen.

»Den faldt bare omkuld. Der blev helt stille herinde,« siger en tilskuer til Expressen.

Dyrlægen, der var til stedet i arenaen, hvor det danske fodboldlandshold forleden tabte EM-kvalifikatiionskampen mod Sverige, kunne ikke gøre noget.

»Vi ved ikke præcist, hvad der skete. Hesten skal obduceres, og så får vi måske kendskab til en nærmere årsag. Vi mistænker, at det er en bristet pulsåre eller noget lignende. Han var allerede uden bevidsthed, da han væltede,« siger dyrlægen Axel Wallman til Expresse:

»Det gør ikke ondt, de mister bevidstheden og føler ingenting. Han havde det godt indtil det sidste,« siger dyrlægen.

På tilskuerpladserne i Friends Arena var der nogle, der græd. Andre gik ud. Lidt efter slukkede  man lyset, og så tændte publikummerne lyset i deres mobiltelefoner for at mindes Filur.