Hun er blevet nægtet adgang til at stille i konkurrencer.

Men hun er med endnu, Dutee Chand.

Den 21-årige indiske kvinde er født med for testosteron i sit blod, men hun har besluttet sig for at kæmpe for sin ret til at stille op på lige fod med andre kvinder.

»Jeg kan ikke gøre for det. Sådan har Gud har skabt mig. Jeg vil ikke gennemgå en hormon behandling, og det er forkert bare at bede folk om at gøre det,« siger Dutee Chand i et interview med norsk TV 2 under VM i London.

Den indiske sprinter er på grund af sit høje testosteronindhold blandt andet blevet beskyldt for at være en mand. Hvilket blev afvist ved en kønstest, da hun var 17 år.

Siden har det internationale atletikforbund forsøgt at udelukke hende med henvisning til, at hun har fysisk fordel i forhold til kvinder med normalt testosteronindhold. Det kostede deltagelse i flere store stævner.

På den måde har hun været igennem mange af de samme problemer som den noget mere profilerede sydafrikanske løber Caster Semenya, der chokerede ved at vinde VM-guld i 2009, har været udsat for.

Caster Semenya har endda været tvunget i behandling for at sænke hormonniveauet i kroppen.

Det samme nægtede Dutee Chand at gøre i 2014.

Dutee Chand i aktion ved de asiatiske mesterskaber tidligere i år.
Dutee Chand i aktion ved de asiatiske mesterskaber tidligere i år. Foto: DIBYANGSHU SARKAR
Vis mere

»Folk bliver jo født blinde, døve eller med korte ben. Kan man ikke bare acceptere mig, som jeg er. Jeg er jo ikke ansvarlig for testosteron-indholdet i min krop,« siger Dutee Chand.

Inderen tog sagen til sportens voldgiftsret (CAS), der gav hende medhold året efter.

Men nu kan det alligevel ende med, at hun forbud mod at dyrke sin sport.

Det internationale atletikforbund har i juli i år anket afgørelsen. Det sker med henvisning til en frisk selvfinasieret undersøgelse, der viser, at kvinder med en kraftigt øget mængde af testosteron i kroppen i sportslig sammenhæng rent faktisk har en fordel i forhold til kvinder med normal testosteron-indhold.

En endelig afgørelse fra CAS forventes senere på året.

»Indeni føler jeg en konstant frygt, Kan jeg fortsætte med at løbe eller ej? Det har gået ud over min træning i længere tid,« siger Dutee Chand.

Hun gik ikke videre fra de indledende heat på 100-meter-distancen ved VM i London.