Dansk triatlet raser mod Lance Armstrong og systemet, der atter kan lukke ham ind i elitesporten

Der er ikke meget tilgivelse at hente i den triatlon-sport, som Lance Armstrong så gerne vil vende tilbage til. Først var det de australske triatlonstjerner Pete Jacobs og Craig Alexander, der bad ham holde sig langt væk fra den krævende sport.

Nu følger den danske OL-deltager Helle Frederiksen trop med samme budskab til Lance Armstrong - og alle andre dopere for den sags skyld.

Bliv væk for altid, lyder det fra en skuffet atlet, der for mindre end 12 måneder siden var begejstret over den opmærksomhed, Lance Armstrong bragte med sig ind i den oversete sportsgren.

- I dag har jeg overhovedet ingen som helst respekt for ham. Her er, hvad jeg mener om ham nu: Han fortjener sin udelukkelse på livstid. Han fortjener aldrig mere at måtte konkurrere i nogen sport. Han fortjener at miste alt det, han har mistet, og han fortjener at blive glemt, skriver hun i en blog på sin hjemmeside.

Tidligere på dagen udtrykte den regerende Hawaii Ironman-verdensmester Pete Jacobs sin betænkelighed ved, hvis Armstrong fik lov at vende tilbage. Hans mange doping-drevne træningstimer i fortiden, er en fordel i nutiden.

- Hans fordel af, at han kunne træne så meget hårdere, er der stadig. Det ville være en uretfærdig fordel, siger han ifølge velonation.com.

Danske Helle Frederiksen er inde på noget af det samme. Derfor bør ikke bare Lance Armstrong, men også alle andre dopere, blive udelukket på livstid.

- Alle dem, der var og er en del af den samme kultur, fortjener en udelukkelse på livstid fra al sport, skriver hun, og understreger, at heller ikke de ryttere, der selv dopede sig men efterfølgende fik en nedsat straf for at vidne mod Armstrong, bør gå fri.

- Ingen fortjener en lavere straf for at indrømme brugen af præstationsfremmende stoffer og ingen fortjener et comeback efter at have snydt, lyder det i bloggen.

- Mit spørgsmål efter dette er, hvordan myndigheder og forbund kan retfærdiggøre, at ikke alle dopere får karantæne på livstid. Hvad er grundlaget for at tro, at folk fortjener en ny chance i sport, når de er blevet taget i at snyde eller selv har indrømmet snyd? Det system er en joke, raser hun, og slutter af med at skriver, at hun ser frem til den dag, hvor reglerne i alle sportsgrene dikterer, at dopere bliver udelukket for livstid.

Uden undtagelser.