Den australske Football League er i chok, efter den 55-årige Phil Walsh, træner for Adelaide Crows, fredag morgen blev fundet dræbt i sit hjem. Walsh’ 26-årige hjemmeboende søn er blevet anholdt. Han er mistænkt for at have stukket sin far ihjel.

Politiet bekræfter, at den tidligere australske fodboldspiller og nuværende træner i Australian Football League, Phil Walsh blev fundet død fredag morgen bare nogle få timer efter en kamp.

Ambulancefolk var hurtigt på stedet, men trænerens liv stod ikke til at redde. Det bekræfter myndighederne til nyhedsbureauet AP. Samtidigt bekræfter man også, at sønnen er anholdt, mens sagen efterforskes yderligere.

Det tragiske familiedrab har rystet den australske sportsverden. Ikke mindst på holdet, hvor Walsh indtil torsdag aften svingede den taktiske dirigentstok.

»Som en spiller, der spillede for ham, kan jeg kun sige, at han var en fantastisk person og en fremragende træner. Ord kan ikke beskrive mine følelser lige nu. Hele football-verdenen er i chok. Jeg kan ikke se, hvordan vi kan spille AFL-football denne weekend,« siger Warren Tredrea om drabet på sin træner.

Også flere kommentatorer og eksperter har udtrykt deres sorg gennem australske medier i løbet af fredag morgen.

Endnu har AFL ikke taget nogen beslutning om, hvorvidt der skal spilles kampe denne weekend. Ligesom der endnu ikke er kommet nogen officiel kommentar fra klubben, Adelaide Crows. Men et pressemøde er planlagt senere fredag i kølvandet på det tragiske familieopgør.

Australsk fodbold er blandt de mest populære sportsgrene i Australien og har mange ligheder med både rugby og amerikansk fodbold.