Gennem ni år udspionerede en 54-årig mandlig leder den danske orienteringsløbstjerne Maja Alm, når hun var i bad eller befandt sig på sit soveværelse.

Lederen, der brugte spionudstyr til at filme Maja Alm og hendes kvindelige medatleter, blev torsdag idømt tre måneders betinget fængsel for lureriet.

Nu taler den flerdobbelte verdensmester ud om chokket og svigtet fra en mand, som Maja Alm 'faktisk betragtede som en god ven' og som først blev opdaget, da en af de kvindelige orienteringsløbere maj sidste år på sit hotelværelse fandt en kuglepen, der også viste sig at være et kamera.

»Da vi opdagede sammenhængen, fik vi et chok.Det var et tillidsbrud helt uden sidestykke. Det venskabelige bånd blev brudt fra det ene øjeblik til det andet,« fortæller Maja Alm til Politiken.

Sagen har gjort, at 28-årige Alm nu stiller spørgsmål til, hvor oprigtigt venskabet med lederen har været gennem deres lange samarbejde.

»Han har filmet os gennem 9 år. Så hvor meget venner har vi egentlig været i den tid? Hvor meget har været et spil for galleriet – bare for at komme tæt på os løbere? Det er meget ubehagelige tanker,« fortæller Maja Alm, der tilføjer, at hun ikke har været i kontakt med den 54-årige leder, siden hans beluring blev opdaget.

Den 54-åriges forsvarer, Henrik Garlik, oplyser til BT, at hans klient ikke vil anke dommen.