De danske ishockeymestre, Sønderjyske, beholder sin amerikanske topscorer, Cory Quirk.

Den superfarlige 29-årige center, som i sidste sæson i Metal Ligaen scorede 38 mål og 85 point i 51 kampe, skulle have været til EV Landshut, men da den tyske klub ikke fik licens, var Sønderjyske hurtig på aftrækkeren.

Cory Quirk er således klar til sin tredje sæson i det sønderjyske - og til at erobre sit tredje danske mesterskab.

Der er indgået en et-årig aftale med en option for yderligere en sæson, og han er klar fra sæsonstarten. Sønderjyske spiller allerede 20. august i SE Arena i Champions Hockey League mod øsgtrigske Red Bull Salzburg.

Frederikshavn White Hawks har skrevet kontrakt med den store svenske back Niclas Edman, som var en af nøglespillerne for Unibet Stars Gentofte i sidste sæson.

Esbjerg Energy får alligevel ikke Brian Foster som førstekeeper. Han har overraskende besluttet at fortsætte karrieren i Nordamerika. Men det bliver alligevel en amerikaner, der afløser japaneren Yutaka Fukufuji, nemlig Jeff Frazee. Han spillede ni kampe for Sønderjyske i sidste sæson, inden han blev fyret og kom til tyske Kassel Huskies.