Tom Kristensen forudser gode muligheder for dansk succes på Le Mans i år.

Danmark får ikke en ny samlet vinder af verdens største motorløb, Le Mans, i 2017. Men der kan sagtens komme en individuel sejr i en af de forskellige racerklasser. Her er danskerne igen i år stærkt repræsenteret og har gode vinderchancer i det legendariske 24-timersløb.

Spådommen kommer ikke fra hvem som helst. Det er den nidobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen, der ser god af grund til at kippe med Dannebrog rundt om den franske racerbane.

Det siger han til BT.

»Jeg bliver meget stolt, når jeg ser ned over de danske kørere. Vi har meget at være stolte af med så mange gode kørere,« siger Tom Kristensen fra Le Mans, hvor han i år skal følge løbet som tilskuer og som ekspertkommentator hos Eurosport.

Det er primært i den hårde GTE Pro-klasse, at der er håb om dansk succes. Her er kørerne Marco Sørensen og Nicki Thiim godt kørende i deres Aston Martin, mens Jan Magnussen som vanligt er en outsider med Corvette. Derudover er talentfulde Michael Christensen med i en helt ny Porsche 911.

»Jeg ser gode muligheder for danskerne, og vi kommer til at se et andet element end ’bare’ det at køre hurtigt i år. De skal køre intelligent med deres dæk. Det bliver en faktor i år,« forklarer Tom Kristensen.

Der ventes en lufttemperatur på 30 varmegrader over Le Mans i denne weekend, og det stiller store krav til bilernes dæk, hvor sliddet fra den ujævne og varme asfalt bliver større. Kørernes evner til at få dækket til at holde længere bliver derfor afgørende for, hvor meget tid bilerne skal holde i pitten og skifte til nogle nye.

Men hvor man i Formel 1 kun ser én dæk-producent, har man i Le Mans flere forskellige. I GTE Pro kører Marco Sørensen og Nicki Thiims Aston Martin rundt på dæk fra Dunlop, mens Jan Magnussen og Michael Christensen bruger dæk fra Michelin.

»Det er meget åbent mellem danskerne, og vores kørere er meget respekterede. I løbet bliver strategien og dækslid afgørende, og det kommer til at blive meget varmt for kørerne,« fortsætter Tom Kristensen.

Den danske Le Mans-konge er dog ikke meget for at udpege en favorit blandt danskerne i GTE Pro. Alle kan i princippet køre om sejren i klassen, men Tom Kristensen.

»Der er ingen tvivl om, at Aston Martin bliver en faktor med Marco og Nicki. Så har vi Jans bil, der i år står stærkere også med Jordan Taylor bag rattet. Michael Christensen er også en rigtig god kører, og det bliver spændende at se, hvad den nye Porsche kan. De tre bilfabrikker kommer i spil i år,« vurderer han.

Selvom meget af den danske opmærksomhed retter sig mod GTE Pro-klassen, så understreger Tom Kristensen, at det også er værd at holde øje med 37-årige David Heinemeier-Hansson.

Den danske it-programmør og millionær har efter fem Le Mans’ og tre podiepladser udviklet sig til en skrap racerkører.

I år sidder han i en af de stærkeste biler i LMP2-klassen, hvor kørersammensætningen er en slags tretirnsraket med en såkaldt ’guldkører’, der er professionel. En ’sølvkører’, der ofte er et talent eller en semiprofessionel chauffør samt en ’bronzekører’, der er amatør.

David Heinemeier-Hansson er de seneste år blevet rangeret som ’sølvkører’, og han bliver altafgørende for sin bils vinderchance, mener Tom Kristensen.

»David lægger lidt på hvert år, og nu sidder han i en af favoritbilerne i år. Jeg vil sige, at i LMP2-klassen bliver meget vundet på, hvordan sølvkørerne gør det. Det er det led i bilen, der måske udgør den største niveauforskel på tværs af alle kørerne i klassen. Det bliver spændende at se David, og jeg har været imponeret af den måde, han er kommet frem på,« siger alle tider mest vindende kører på Le Mans.

I amatørernes klasse, GTE Am, kører danske Christina Nielsen også med. Men da hendes Ferrari indleder Le Mans på den absolutte sidsteplads, bliver der langt til en sejr for den danske racerkører, trods intet er umuligt i det lange løb.

Selvom Tom Kristensen glæder sig over danskernes position, før Le Mans begynder, savner han stadig én ting. Der mangler en dansk kører i den hurtigste klasse, LMP1.

»Danskerne gør det fantastisk godt, og jeg er sikker på, at vi igen får en dansker i LMP1 i fremtiden. Det er svært at pege på, hvem det bliver, og det er egentlig et luksusspørgsmål. Der er mange gode, så det handler om interesser, hvad bilfabrikkerne vil i fremtiden,« siger Tom Kristensen.

Han hæfter sig også ved, at spændingen blandt feltets hurtigste i LMP1-biler er intakt, selvom Audi har valgt at trække sig fra Le Mans. I stedet bliver konkurrencen mellem Porsche og Toyota ekstrem hård, selvom japanerne i tidstagningen viste skræmmende styrke og satte ny banerekord.