Shaquille O'Neal og Yao Ming var kæmper på flere måder i NBA-karrieren. Nu er de begge i Hall of Fame.

Springfield. Natten til lørdag dansk tid blev ti nye ansigter fra basketballverdenen indlemmet i det attraktive Hall of Fame-selskab ved et arrangement i Springfield, Massachusetts.

Blandt dem var to tidligere NBA-kæmper - fysisk såvel som på banen - i skikkelse af 2,16 meter høje Shaquille O'Neal og det kinesiske fyrtårn Yao Ming på hele 2,29 meter.

Sidstnævnte nåede ganske vist aldrig at vinde et NBA-mesterskab, men han kom på årets allstar-hold otte gange på ni sæsoner. I den sæson han missede udtagelsen, var han skadet og spillede ikke en eneste kamp.

Derudover slog Houston Rockets-spilleren, som blev valgt først af alle i draften i 2002, for alvor hul til opmærksomheden i milliardlandet Kina.

Shaquille O'Neal stak ikke så voldsomt ud i højden som Yao Ming, men den brede centerspiller besad også en enorm fysik, og den var med til at sikre ham flere triumfer i karrieren.

CV'et tæller blandt andet fire NBA-mesterskaber, en MVP-titel (Most Valuable Player) i ligaen og tre gange MVP i NBA-finaleserien. For ikke at nævne 15 allstar-udtagelser og to sæsoner som den mest scorende i NBA.

O'Neal blev valgt først af alle i draften tilbage i 1992 af Orlando Magic, men det var fra 1996 til 2004 hos Los Angeles Lakers, at han toppede.

Sammen med de to blev også den tidligere Philadelphia 76'ers-stjerne Allen Iverson indlemmet i Hall of Fame.

De øvrige syv nye medlemmer er:

* Sheryl Swoopes (firedobbelt NBA-mester for kvinder)

* Darrell Garretson (NBA-dommer gennem 27 år)

* Tom Izzo (cheftræner for Michigan State University siden 1995)

* John McLendon (den første afroamerikanske træner i professionel sport)

* Jerry Reinsdorf (ejer af Chicago Bulls)

* Zelmo Beaty (tidligere NBA-spiller)

* Cumberland Posey (tidligere NBA-spiller)

/ritzau/