Rasmus Glarbjerg Larsen blev for under to uger siden fundet død i sin seng. Siden har der været tavshed fra hans nærmeste, men nu taler basketspillerens tidligere træner i Værløse, Jørgen de Linde Lind, på vegne af familien.

Det gør han i et interview med Ekstra Bladet.

»Det er for at få trykket af familien. At miste en søn er noget, som ingen skal opleve,« siger Jørgen de Linde Lind til avisen og understreger, at det er en meget svær situation for familien.

Sportschef om afdød baskettalent: Snakkede med ham for et par dage siden

13. maj stod der holdmøde på kalenderen for Rasmus Glarbjerg Larsen, der spillede for den belgiske klub Proximus Spirou. Men han mødte aldrig op og blev senere fundet død i sin lejlighed. Glarbjerg Larsen døde blot 20 år gammel.

Danskeren var spået en lovende karriere i den bedste basketliga i verden, NBA i USA, og planen var angiveligt, at han skulle draftes - vælges - af et amerikansk hold i sommeren 2016. Men så langt nåede baskettalentet desværre aldrig.

Stadig mystik om basket-talents død: Beklagede sig over ondt i skulderen

Siden dødsfaldet har der været stor mystik om dødsårsagen, og den er ifølge Jørgen de Linde Lind stadig ikke fundet. Men politiet har konstateret, at Glarbjerg Larsen ikke var påvirket af stoffer. Han blev heller ikke myrdet. Næste skridt for politiet er ifølge træneren at undersøge danskerens gener for forhåbentlig at blive klogere på årsagen til det tragiske dødsfald.

Rasmus Glarbjerg Larsens forældre er i øjeblikket i Belgien i byen Jumet, hvor deres søn boede.

Tidligere hold- kammerater mindes Rasmus: 'Han var stor, stærk og glad for tilværelsen'

»Der er nogle juridiske ting, de skal have styr på. De har ikke kunnet få adgang til hans ting, fordi det har været en politisag. Men det skulle være frigjort nu (...). Efter begravelsen den 30. maj hjemme i Danmark, så tager de derned igen og henter hans ting,« siger Jørgen de Linde Lind til Ekstra Bladet.

I timerne efter dødsfaldet offentliggjorde Proximus Spirou følgende udtalelse:

»Vi er alle kede af det. Det er en reel tragedie for hans familie og pårørende,« sagde klubbens træner Giovanni Bozzi.

Ifølge Giovanni Bozzi var Rasmus Glarbjerg Larsen en dejlig dreng, der var populær blandt fans og personale.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Jørgen de Linde Lind.