Yderligere syv russiske atletikudøvere kan konkurrere internationalt under neutralt flag. 17 atleter afvist.

København. Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har tirsdag givet yderligere syv russiske atletikudøvere mulighed for at konkurrere under neutralt flag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed er antallet af IAAF-godkendte russere oppe på ti. De tre første fik tilladelse før indendørs-EM i begyndelsen af marts.

Blandt de syv, der tirsdag fik tilladelse til at konkurrere under neutralt flag, finder man to verdensmestre.

Det drejer sig om hækkeløberen Sergey Shubenkov og højdespringeren Maria Kuchina.

To kapgængere, to stangspringere og en højdespringer udgør de øvrige fem russere, der har fået tilladelse til at stille op under neutralt flag.

Den tilladelse kan de blandt andet benytte sig af under atletik-VM i London i august.

17 russere har fået afvist deres anmodning om at blive neutrale atleter, oplyser IAAF.

- Jeg er glad for det engagement og den omhu, som vores dopingudvalg har udvist under behandlingen af ansøgningerne, siger IAAF-præsident Sebastian Coe.

Alle russiske atletikudøvere er suspenderet fra at stille op i internationale atletikkonkurrencer under eget flag, fordi Rusland ifølge Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har et statskontrolleret dopingprogram.

Siden november 2015 har de russiske atletikudøvere ikke konkurreret internationalt. Derfor var de heller ikke med ved OL i Rio i august sidste år.

/ritzau/AFP