Stress og dårlig stemning truede med at spolere en lovende olympisk svømmesucces

Svømmerne er et af de bedste danske bud på en guldmedalje ved de Olympiske Lege i London til sommer, hvilket de er godt i gang med at bevise under kortbane-EM i Polen i denne weekend. Med landstræner Paulus Wildeboer i spidsen er de blevet slebet til en af de mest funklende diamanter i Team Danmarks udstillingsvindue.

Men kun syv måneder før kulminationen ved legene i London, var det hele tæt på at styrte sammen. Flere af profilerne fortæller, at en række uheldige beslutninger og prioriteringer fra Dansk Svømmeunion påvirkede dagligdagen på det Nationale Træningscenter ( NTC) i Bellahøj så negativt, så svømmerne til sidst indkaldte til møde med elitechef Lars Sørensen.

Ifølge svømmerne havde unionen pålagt landstræner Paulus Wildeboer alt for mange opgaver, så arbejdspres og stress resulterede i dårlig stemning under den daglige træning. En kritisk tilstand i et OL-år, der er det vigtigste i svømmernes cyklus.

- Fra svømmeunionens side blev det prioriteret, at Paulus skulle lave en masse andet ud over at træne os. Det har vi sagt, at vi ikke vil finde os i. Slet ikke i denne sæson, hvor der er OL til sommer, som er meget vigtigt, siger Lotte Friis.

Presset på Paulus Wildeboer resulterede i en landstræner, der ifølge svømmerne manglede energi under den daglige træning. Det gik ud over det succesrige træningsmiljø, der alene i år har produceret to verdensmestre.Ifølge svømmerne skulle landstræneren, ud over at stå for den daglige træning og OL-forberedelserne, også løse en række administrative opgaver for svømmeunionen.

- Det gjorde, at han var lidt mere sur og råbte lidt mere af os over nogle ting, der var lidt ligegyldige. Jeg føler, det er blevet meget bedre nu. Paulus har fået færre ting at lave, hvilket har gjort, at han er blevet gladere og har mere energi. Han får lov at sove om natten, fordi han ikke skal sidde og lave alt muligt efter aftentræningen, forklarer Lotte Friis, der vandt guld og sølv til VM i august.

Landsholdskollega Rikke Møller Pedersen bekræfter forløbet. Det var hende, der som aktiv repræsentant for alle landsholdssvømmerne måtte indkalde til møde med Dansk Svømmeunion.

- Han skal have overblik over hele svømme-Danmark samtidig med, han skal træne os, der ligger på NTC til daglig. Der er så mange ting, han skal tage sig af, samtidig med han åbenbart møder en del modstand fra klubberne. Vi kender alle de situationer, hvor der er for meget af alt det andet, og der simpelthen ikke er timer nok i døgnet, siger Rikke Møller Pedersen.

Ifølge svømmerne blev problemet løst ved mødet med Dansk Svømmeunion og elitechef Lars Sørensen. Landstræneren er nu blevet aflastet for nogle af opgaverne og arbejdspresset er lettet, fortæller de.

- De har gjort et kæmpe stykke arbejde for at forhindre, det skulle gå ud over træningen.Nu har han ikke så mange kasketter på, og de sidste to-tre uger har vist, at det passer ham godt. Nu kan han igen gøre det, han er god til, nemlig at træne os til daglig, siger Rikke Møller Pedersen.

Lotte Friis fortæller, at den gode stemning i træningsbassinet og på NTC nu er tilbage.

- Det var ikke holdbart i længden, og det går bare ikke i et OL-år. Men jeg synes, det er blevet løst, tingene fungerer optimalt igen, og vi har fået et godt træningsmiljø. Nu prøver vi at kommunikere, så vi alle sammen får det ud af træningen, vi skal, siger Lotte Friis.

Med landstræner Paulus Wildeboer ved bassinkanten har Danmark vundet tre verdensmesterskaber, to europamesterskaber og adskillige sølv-og bronzemedaljer.Landstræneren har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.