Danmarksmesterskaberne i weekenden gav sportschefen fornyet tro på VM-medaljer i ny disciplin

Fire gange hundrede fri. Normalt ikke et selskab, Danmark som svømmenation plejer at gøre sig i på den helt store scene.

Men det er slut nu. Set i lyset af begivenhederne ved Danmarksmesterskaberne i weekenden, samt hoben af EM-medaljer i Frankrig, drømmer svømmeunionen om at drille klorbassinets store sprinternationer.

- Vi tror på, at de kan svømme med om medaljerne i holdkappen på 4x100 fri, siger svømmeunionens sportschef Mikkel Von Seelen i en video på forbundets hjemmeside.

Modet til ligefrem at drømme om VM-medaljer på den for Danmark usædvanlige distance bygges på et stærkt kuld at hurtige piger.

Først og fremmest er der verdensmester Jeanette Ottesen Gray, der udgør rygraden på holdet. Løjtnanten er Pernille Blume, der efterhånden har udviklet sig til et driftsikkert kort i de danske holdkapper og selv nærmer sig toppen i de individuelle løb.

- Nu bliver de yderligere forstærket, idet vi tager Mie Ø med, der har haft et fantastisk DM og været godt svømmende, fortæller Mikkel Von Seelen.

Teenagesensationen Mie Ø. Nielsen var ikke med til EM i Frankrig, fordi hun skulle hvile sig efter en operation. Til DM i weekenden svømmede hun verdens tredje hurtigste tid i år i 100-meter-rygcrawl, så hun er tilbage i storform.

Endelig er en ny stjerne dukket frem i det danske bassin. Den 18-årige Kelly Riber Rasmussen var med på det EM-hold, der vandt guld i 4x50-meter-fri i Frankrig.

I weekenden snuppede hun seniorguldet på både 50 og 100 meter fri.

- Kelly har været godt svømmende, det så vi i weekenden. Vi har nogle stærke holdkapper på pigesiden, og det skal vi selvfølgelig udnytte samtidig med, vi har nogle stærke individualister, siger sportschefen.

VM på kortbane i Istanbul begynder den 12. december.