Nordmanden var urørlig, da han tog VM-guld i mændenes styrtløb

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Før det alpine VM i Schladming i Østrig havde nordmanden Aksel Lund Svindal vundet fire VM-titler, og derfor var der ærgrelse, da han forleden missede guldet i super-G på en enkelt fejl i slutfasen og måtte nøjes med bronze. Med en sejr havde han nemlig tangeret landsmanden Kjetil André Aamodts rekord på fem VM-titler.

Men Svindal er ikke sådan at slå ud. Og i lørdagens styrtløbskonkurrence slog nordmanden til og erobrede guldet med sådan en kraft, at ingen konkurrenter var i nærheden af at røre ham.

- Aksel er en fantastisk idrætsmand. Dette er noget af det stærkeste, jeg har set fra ham. Han risikerede og præsterede hele vejen. Det var et kanonløb, og jeg vidste med det samme, at den præstation blev umulig at overgå, sagde TV2 Norges alpine ekspert Astrid Lødemel efter Svindals super-styrtløb.

Den 30-årige nordmand startede som nummer 17, og han kunne efterfølgende se den ene konkurrent efter den anden enten fejle eller falde tidsmæssigt igennem.

- Det er en utrolig følelse at komme i mål og se, at der står nummer ét på tavlen, og at du fører med næsten et sekund, sagde Aksel Lund Svindal til norsk TV2.

Og følelsen bare voksede og voksede. Dominik Paris fra Italien var 0,46 sekunder efter Svindal, da regnskabet blev gjort op, og franske David Poisson fik bronze 0,97 sekunder efter nordmanden.

Ud over Aksel Lund Svindals guld i styrtløb har nordmanden tidligere vundet VM-guld i styrtløb og storslalom i 2007 samt i super-kombineret i 2009 og 2011.