Da størrelsen på det økonomiske tilskud er usikker, dropper Sverige planerne om at blive vært for vinter-OL.

Stockholm. Vinter-OL i 2026 bliver ikke med Stockholm og Sverige som vært. I en pressemeddelelse onsdag oplyser Socialdemokraterna, at man dropper planerne om at søge værtsrollen.

Beslutningen er truffet, fordi Den Internationale Olympiske Komité endnu ikke kan oplyse, hvor stort et beløb man vil give i tilskud til værten.

Det er tre måneder siden, at Stockholm offentliggjorde sine planer om det svenske OL-projekt.

Sagen skulle derefter sendes i høring, og til efteråret var det meningen, at regeringen skulle tage stilling til, om den svenske hovedstad skulle tage næste skridt og aflevere en officiel ansøgning.

Sveriges Olympiske Komité har tidligere ytret ønske om at få vinter-OL til landet. Det drejede sig om legene i 2022. Dengang endte Stockholm dog med at takke nej.

Først i sommeren 2019 afgøres det, hvem der skal være vært for vinterlegene om ni år.

/ritzau/