To tidligere svenske verdensstjerner i bordtennis har skrevet kontrakt med Sjørring Bordtennisklub

To verdensnavne i bordtennis, Jan-Ove Waldner, 47, og Mikael Appelgren, 51, skal den kommende sæson spille for Sjørring Bordtennisklub i Thy i den næstbedste danske række, 1. division vest.

- Vi har fået en enestående chance for at præsentere to af de største europæiske spillere gennem tiderne. Selv om Waldner og Appelgren er kommet op i årene, holder de stadig høj klasse, siger formand Kaj Thomsen.

- Hvor mange kampe, de skal spille for os, er ikke endelig aftalt. Målet er naturligvis oprykning til Stiga Division, men der ligger også en stor pr-værdi i, at de kommer til Sjørring Bordtennisklub.

Jan-Ove Waldner og Mikael Appelgren spiller fortsat i den svenske turnering, og Appelgren blev i maj i Bremen Europamester i 50 års-klassen.

Jan-Ove Waldner er tidligere OL-guldvinder i single (Barcelona 1992), dobbelt verdensmester og Europamester, og Mikael Appelgren har i sin lange karriere vundet tre EM-titler i single.

- Det er en spændende nyhed, at de skal spille i Danmark. Kan man udnytte det rigtigt i Sjørring, er der stor værdi i det, siger DBTUs sportschef, Peter Sartz.