Svenske Erik Skoglund bejler til Mikkel Kessler om en vælge ham som modstander, når den danske bokser-legende gør comeback senere i år.

Den svenske boksestjerne Erik Skoglund fortæller mandag, at han dropper sin nuværende vægtklasse letsværvægt og går ned i supermellemvægt, hvor han mere end noget andet ønsker sig en kamp mod danske Mikkel Kessler.

Endnu har Mikkel Kessler dog hverken sat navn på en modstander eller dato for sit comeback senere i år, men hvis han vil, er Erik Skoglund klar på at møde Kessler. Det siger han til BT.

»Jeg har sammen med Sauerland-brødrene besluttet at gå ned i supermellemvægt for at få en stor kamp. I den vægtklasse er der flere muligheder, og Team Sauerland har selv mange af de bedste. Med Mikkel Kessler på vej tilbage i ringen kunne det være en rigtig god kamp. Mikkel Kessler er en levende legende, og det ville være en ære at stå som modstander i hans comeback-kamp,« siger Erik Skoglund over telefonen fra Sverige.

»Men det er jo klart, at hvis nu Mikkel Kessler ikke vil, jamen så bliver det ikke til noget. Men jeg er positiv over for det, og jeg er blevet lovet en storkamp i denne her vægtklasse,« fortsætter den ubesejrede svenske bokser.

Erik Skoglund har ellers bygget sin uplettede rekordliste op i letsværvægt, hvor han har været europamester og er indehaver af flere internationale titler i de store forbund. Men nu satser han i stedet på supermellemvægt, hvor han også håber at blive en del af den nye Super Series-turnering, der begynder i efteråret.

»Det ville naturligvis være fænomenalt at være med i den turnering. Det er chancen for at møde alle de bedste, og det ville jeg ikke takke nej til,« siger Erik Skoglund.

Selvom Erik Skoglund bokser for udsolgte haller i Sverige, er han indstillet på, at han i en kamp mod Mikkel Kessler må tage til København og møde danskeren. Gerne i Parken for Skoglunds skyld.

»Hvis jeg skulle bokse mod Mikkel Kessler, så skulle kampen nok foregå København. Han har et fantastisk og stort publikum i Danmark, og jeg selv bokset forkamp for Mikkel Kessler i Parken. Her var der en vild stemning, og det er en oplevelse, jeg ikke vil være foruden,« siger Erik Skoglund.

Han afviser, at han ligger i forhandlinger med Mikkel Kessler. Men han har nævnt den femdobbelte verdensmester som en af sine ønskemodstandere over for Team Sauerland, der både har Skoglund og Kessler på kontrakt.

»Vi har ikke talt om det på den måde. Det er et af alternativerne, og Sauerland har jo også aftaler med verdensmestrene Tyron Zeuge og George Groves samt Arthur Abraham. Og så har vi nu Mikkel Kessler, der er på vej tilbage. Og det er nok mest mig, der tænker, at det kunne være en god kamp for mig og den skandinaviske boksning,« forklarer Erik Skoglund.

Den svenske bokser understreger, at han ikke udfordrer Mikkel Kessler i klassisk forstand. Men danskeren skal vide, at Erik Skoglund er klar, hvis Mikkel Kessler vil.

»Det er ikke en udfordring. Det handler mere om, at det ville være en ære for mig, hvis jeg kunne få den kamp og være modstanderen i hans comeback. Jeg synes godt om Mikkel Kessler, og han er en fantastisk bokser og en sympatisk person,« siger Erik Skoglund, som faktisk har delt en boksering med Mikkel Kessler tilbage i 2013.

»Det var før hans sidste kamp mod Carl Froch. Der var jeg i København og sparre med Kessler sammen med Nathan Cleverly og George Groves. Det var rigtig god boksning,« fortæller Erik Skoglund.

BT har mandag været i kontakt med Mikkel Kesslers manager Allan Back. Han skriver i en sms, at Mikkel Kessler 'for nuværende' ikke har kommentarer til en kamp mod Erik Skoglund.

BT erfarer dog, at netop Erik Skoglund er én af de muligheder, som Mikkel Kessler har talt positivt om i forbindelse med sit comeback.