Danske Abdi Hakin Ulad var en af feltets stærkeste løbere, men et uheldigt styrt kostede topplacering ved EM

Det varer formentlig ikke længe, før Abdi Hakin Ulad bliver kendt i offentligheden som 'den nye Kipketer'. Indtil videre må den talentfulde unge løber med den somaliske baggrund dog nøjes med at boltre sig i U23-feltet ved diverse mesterskaber.

Søndag fightede han sig til en 11.-plads ved EM i terrænløb i Ungarn. Et styrt på den frostkolde og hårde rute kostede formentlig en dansk medalje, vurderer holdlederen.

- Abdi løber et fabelagtig godt løb. Det var ikke hans egen skyld, at han faldt, og for mig at se var han blandt de tre bedste i feltet, siger holdleder Niels Kim Hjort til Dansk Atletik Forbunds hjemmeside.

Han kunne dog med tilfredshed notere sig U23-holdets samlede placering som nummer seks ud af 15. Abdi Hakin Ulad blev ifølge www.dansk-atletik.dk skubbet af konkurrenterne og mødet med det frosthårde og kolde underlag gav et slag på hofte og knæ. Efter faldet var han håbløst placeret som nummer sjok i feltet, men fik sig fightet frem til en 20. plads før den sidste omgang. Her kæmpede han sig endnu længere frem, og spurtede i mål 34 sekunder efter vinderen, norske Henrik Ingebrigtsen, på en 11.-plads.

Addi Hakin Ulad blev for en måned siden nordisk mester i cross.

Hos seniorerne måtte det på forhånd stærkeste, danske kort strække våben. Morten Munkholm, Aarhus 1900, havde ikke den bedste dag og måtte nøjes med en 47.-plads. I stedet kunne AGF'eren Michael Nielsen tage over og forsvare de danske farver. Han løb i mål på en 30.-plads og blev dermed den bedste nordiske løber i seniorfeltet.

- Michael havde bare en rigtig god dag. Han løb med lette ben og har kun grund til at være super tilfreds med sin præstation, vurderer Niels Kim Hjort.

Andrea Lalli fra Italien vandt ræset foran en fransk og en anden italiensk løber. Eneste danske kvinde i aktion i Ungarn var Simone Glad, der i U23-klassen blev nummer 19 ud af 63 løbere.