17-årige Anna Emilie Møller fra Blovstrød Løverne er et navn, man skal holde øje med.

Lørdag satte stortalentet dansk 17 års-rekord på 5.000 meter ved et stævne i Allerød med 16.28.85 og slog Anna Holm Baumeisters ti år gamle rekord på 16.55.43.

I juni imponerede hun med sensationelle 34.44 på 10 kilometer, og søndag sluttede hun på tredjepladsen hos kvinderne i Eremitageløbet i Dyrehaven med 46.55 efter Anna Holm Baumeister 45.52 og Sara Sig Møller 46.00.

Anna Emilie Møller er først og fremmest basketballspiller, men løb får en højere og højere prioritet, og hun trænes i Blovstrød Løverne af den tidligere maratonstjerne Kersti Jakobsen.

Inden E-løbets 13,3 kilometer var 10 kilometer det længste, hun havde løbet.

- Anna er et af de største talenter, jeg har set. Hun kan nå langt, men vi skal også passe på hende, sagde Kersti Jakobsen efter Eremitageløbet.