Den 49-årige Allan Schrøder fra Varde BK blev søndag ret overraskende dansk mester i 3-bande carambole for første gang. I finalen vandt han over den tidligere syvdobbelte danske mester, Tonny Carlsen fra BK Grøndal i København, med 50-40.

»Jeg har vundet hold-DM fem gange, men aldrig det individuelle DM. Og jeg er rent ud sagt skidestolt over at have vundet denne guldmedalje,« sagde Allan Schrøder efter sejren ved DM-stævnet, som blev spillet i Vejle.

I finalen havde begge spillere i begyndelsen svært ved at score ret mange point. Allan Schrøder stak afsted og førte halvvejs med 25-19. Den føring udbyggede han til 46-28, inden Tonny Carlsen viste noget af det spil, som for år tilbage indbragte ham sølvmedaljer til både EM og VM.

Det var dog for sent, og på den anden matchbal fik Allan Schrøder lukket partiet.

»Jeg spillede ikke godt nok i dag, og jeg er faktisk glad for, at jeg ikke vandt med det spil, jeg præsterede. I selve turneringen spillede Allan også bedst,« sagde Tonny Carlsen efter kampen.

Det var andet år i træk, at der kom en ny dansk mester i 3-bande carambole. Sidste års mester, Thomas Andersen fra Varde BK, måtte denne gang nøjes med bronzemedaljen. I semifinalen tabte han til sin klubkammerat Allan Schrøder med 45-50.

Den anden bronzemedalje var også en overraskelse i skikkelse af Martin Olesen fra Vejle BK, som i kvartfinalen højst overraskende slog den tidligere tredobbelte danske mester, Brian Knudsen fra BK Grøndal med hele 50-31.

Allan Schrøder håber som nykåret dansk mester at blive udtaget til årets EM og VM. Dette afgør billardunionens udtagelseskomité først på et senere tidspunkt.