Den kenyanske løber Jemima Jelagat Sumgong, som vandt OL-guld i maraton ved OL i Rio i 2016, er testet positiv for brug af epo.

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) oplyser ifølge BBC, at Sumgong blev testet uden for konkurrence, da hun opholdt sig i hjemlandet.

32-årige Sumgong blev den første kvinde fra Kenya til at vinde OL-guld i maraton. Hun vandt inden sommerlegene også London Marathon i 2016.

Det er endnu uvist, om Sumgong var dopet under legene i Rio sidste sommer.

»Vi kan bekræfte, at der i denne uge er åbnet en sag for et brud på antidopingreglerne, som omhandler atleten Jemima Jelagat Sumgong. Atleten er testet positiv for epo efter en uanmeldt test foretaget af IAAF uden for konkurrence i Kenya,« oplyser IAAF over for BBC.

Atletikforbundet vil ikke udtale sig yderligere, før der kan konkluderes mere i dopingsagen.

Testen blev foretaget som en del af det program, der tester eliteløbere uden for konkurrence, og som er støttet af Abbott World Marathon Group.

Sumgongs tidligere træningsmakker Rita Jeptoo er i en anden sag idømt fire års karantæne for brug af epo.

Og Sumgongs positive test øger mistanken om, at atletikudøverne i Kenya er alt andet end rene.

Sidste sommer hævdede den tyske tv-kanal ARD samt den britiske avis Sunday Times, at doping er hverdagskost ved træningscentret i kenyanske Iten, hvor kenyanerne træner.

Sumgong får på grund af dopingsagen ikke tilladelse til at deltage og forsvare sin titel i London Marathon 23. april, oplyser arrangøren fredag.

/ritzau/