Stig Tøfting har ladet sig inspirere af Lars Løkke Rasmussens store minister-rokade, og han vil nu lave rokade blandt sportskommentatorerne på TV3.

Det skriver den tidligere landsholdsspiller og nuværende ekspert-kommentator i et humoristisk opslag på Facebook.

Kun fem af ministrene i den tidligere Venstre-regering fik lov at beholde deres job, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blandede kortene og lancerede historiens første koalitionsregering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

Det har givet Stig Tøfting med tilnavnet Plæneklipperen en idé til en jobrokade på TV3 Sport.

»Jeg har set lyset efter den fedeste Ministerrokade EVER, og har netop fremlagt den nye plan for mine chefer på TV3 Sport. Spændende om rokaden bliver ført ud i livet,« skriver Stig Tøfting.

»Jeg løfter lige sløret for den her :

Jan Mølby skal kommentere Badminton
Jesper Grønkjær skal kommentere Tennis
Preben Elkjær skal kommentere dart
Tine Scheuer-Larsen skal kommentere UFC (fighting, red.)
Peter Palshøj skal kommentere golf
Nicolas Kiesa skal kommentere Fodbold
Henrik Knudsen skal kommentere NHL
Claus Borre skal kommentere Basketbal
Martin Jørgensen skal kommentere Ping Pong
Peter Graulund skal kommentere Boksning
Peter Kjær skal kommentere Cykelcross
Anders Rune skal kommentere Håndbold
Stig Tøfting skal kommentere NFL

Det bliver skide godt, og det hele bliver krydret med at Peter Grønborg skal lave familierne fra Risskov og Højbjerg sammen med Camilla Martin,« forudser Stig Tøfting - og tilføjer nogle humør-ikoner.

Det bedste ved det hele er dog, at kommentatorerne ikke længere skal tænke på kørselsgodtgørelse.

»For vi får allesammen en Audi eller nu også en BMW,« skriver han.

Stig Tøfting har også et job til Carsten Werge og Per Frimann.

»Carsten Werge og Frimann skal lave Robinson Ekspeditionen 2017,« lyder spådommen.

Ja, ja, drømme kan man altid.