Rasmus Glarbjerg Larsen blev onsdag fundet død i sit hjem i belgiske Jumet - bare 20 år gammel. Det sendte naturligvis chok igennem hele basketball-verdenen fra Danmark og helt til USA. Det kæmpestore basketballtalent var nemlig spået en karriere i NBA allerede inden for få år.

Men da han ikke dukkede op til et holdmøde i sin klub, Proximus Spirou, anede man uråd, og da man kom ind i lejligheden, blev Rasmus Glarbjerg Larsen fundet død. Siden er der blevet spekuleret i et hjertestop, men ingenting underbygger endnu den teori.

Chok: 20-årigt dansk baskettalent fundet død

»Myndighederne er gået i gang på åstedet i hans hjem i Jumet, og en obduktion vil fortælle os, hvad der er sket,« siger Proximus Spirou-direktør Banoit Cuisinier ifølge belgiske RTBF.

Ifølge det belgiske medie havde Rasmus Glarbjerg Larsen beklaget sig over ondt i skulderen aftenen inden, han blev fundet i sit hjem. Men om det skulle have haft nogen sammenhæng med den tragiske død, er der intet belæg for endnu. Det kunne blot være en ganske almindelig basketball-skade.

Tidligere holdkammerater minde Rasmus: 'Han var stor, stærk og glad for tilværelsen

Derfor undrer man sig stadig over dødsårsagen hos den bare 20 år gamle, 212 cm høje og toptrænede Rasmus Glarbjerg Larsen.

»Det er en tragedie. Han var en fantastisk fyr. Jeg tror, at det er en naturlig død, for der er intet tegn på noget andet (en kriminel handling eller selvmord, red.). Vores tests fra forsæsonen afslørede ingenting. Han var i perfekt form. Der var ingen alarmerende tegn. Det er forfærdeligt,« siger Giovanni Bozzi, der er træner for Proximus Spirou.