KLUMME
Jeg oplever hele tiden nye undskyldninger i professionel sport. Nu skal det også være et problem at være på hjemmebane.
Nick Juba, den danske svømmelandstræner, pegede forleden på det entusiastiske hjemmepublikum i Herning, efter EM i kortbanesvømning havde givet lidt færre medaljer til Danmark end ventet.
Juba ville hellere have haft sine svømmere i konkurrence på udebane. Ja, for det er svært for en ung svømmer, sagde han, at undgå at blive rørt, når 4.000 mennesker synes, man er vidunderlig. Så svømmer man altså ikke så godt.
Skal man grine eller græde her?
I det mindste var det ikke denne gang sportsmediernes skyld, at det ikke gik som ønsket. Det har ellers været hipt i årevis at tørre den af på pressen. Morten Olsen har ofte markeret sin utilfredshed, hvis medierne opjusterer forventningerne til fodboldlandsholdet.
Hvis forventningerne i stedet falder dybt, er den også gal. For nogle år siden var det så slemt, at landsholdet boykottede pressen. Det kan være svært at finde balancen, når man åbenbart afgør landskampe foran computeren.
Og hvad med vores gode ven Jan Pytlick?
Håndboldlandstræneren har under VM været i ubalance, fordi hans mandskabsbehandling har været genstand for kritik hos TV2 Sportens studieekspert Anja Andersen. Hun mente, at Pytlick er for hård i sin coaching-retorik og tænker for meget på modstandernes styrker i stedet for at understrege egne. Nej, værre var det ikke. Pytlick burde vel egentlig bare glæde sig over, at TV2 pumper december-kvindehåndbold - hvad der i global forstand er en nichebegivenhed marginalt større end frisbee-golf - op til at ligne Super Bowl. Vi mangler kun overflyvningen og ’Star Spangled Banner’, men Pytlick tjener stadig gode penge på al den omtale.
Alligevel kom Pytlick i ubalance. Skal man så grine eller græde?
Lars Seier Christensen er direktør i Saxo Bank og tilmed storsponsor for Oleg Tinkovs cykelhold. Han lever ikke af omtale. Klarer sig fint uden. Men han søger den med sit hovedsponsorat. Han tilsvinede for nylig på Facebook samtlige danske cykeljournalister, efter han havde deltaget i et pressemøde om Tinkovs overtagelse af Bjarne Riis’ hold:
- De danske journalister spørger i en uendelig litani om de samme ting, som de spurgte om i sidste uge, forrige uge, sidste måned, forrige måned, sidste år og forrige år, skrev han blandt andet i en lang udgydelse om de uduelige cykeljournalister.
Man får lyst til at spørge andre cykelsponsorer, om de også har glemt at åbne vinduet og tage et realitetstjek. Men jeg vil blot kalde det endnu et eksempel på, at sportspressen skal betale for et menneskes irritation over, at man ikke lykkes med det, man vil.
Sportsmedier laver da fejl. Sikkert oftere end man gerne vil være ved. Sportsmedier har fortjent meget af den kritik, der kommer.
Andre gange bliver det bare trættende at høre på.
Og ved I, hvem der aldrig tørrer noget af på andre?
Det gør Bjarne Riis ikke.
Han sad ellers ved siden af Lars Seier Christensen på det pressemøde. Han vidste præcist, hvad der kom. Og han forholdt sig til det. Når det bliver for meget, bliver han væk. Men jeg har aldrig hørt ham bebrejde pressen, at hans image er i frit fald.
Ved I, hvem der heller ikke tørrer noget af på andre?
Brian Holm.
Her er, hvad han sagde, da han forleden blev spurgt til de mange negativt ladede avisskriverier, der har været om Bjarne Riis, efter cykelholdet blev solgt. Det kunne være sagt direkte til Lars Seier Christensen også.
- Nu har vi været fulde af løgn i snart en generation af cykelryttere, så der er ikke noget at tude over. Og de unge ryttere skal holde kæft, lade være med at tude og være glade for, at de ikke kørte i ’86 eller ’96. De tjener det femdobbelte af, hvad vi gjorde, og de kan køre rent, så lad nu være med at stå og tude over nogle doping-spørgsmål.
Se, det er da et mandfolk.
Brian Holm ville få ondt i maven over at høre, at det skal være svært at have 4.000 tilskueres opbakning på hjemmebane.
