Søndag mødtes de to NBA-hold Cleveland Cavaliers og Houston Rockets i den amerikanske basketball-liga. Og det skulle blive en kamp med LeBron James i en noget anden rolle, end verdensstjernen er vant til at indtage.

Således blev det en kamp, som bød på masser af dramatik, og som først blev afgjort efter forlænget spilletid, efter den endte 98-98 i den ordinære spilletid.

Den ubestridte NBA-konge LeBron James kunne have afgjort kampen for Cavaliers, efter han selv havde tilkæmpet sig to straffekast i de døende sekunder af den forlængede spilletid. Her var resultatet 105-103 til Rockets. To sjældne afbrændere fra stjernens side betød dog, at hjemmeholdet fra Houston kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret.

De brændte straffekast var ikke det eneste tidspunkt i løbet af kampen, hvor LeBron James var i fokus på grund af andet end fænomenalt spil. Flere gange i løbet af kampen røg Lebron James og Rockets-stjernen James Harden i totterne på hinanden. Værst gik det til i tredje quarter, da James Harden - efter at være blevet tacklet af Lebron James - fra en liggende position på gulvet sparkede James i skridtet - til stor vrede for stjernen, som måtte holdes tilbage af sine holdkammerater for ikke at kaste sig over en liggende James Harden.

Udover sammenstødende var det ligeledes de to herrer der dominerede kampen rent sportsmæssigt. Således scorede LeBron James 37 point for Cavaliers, mens James Harden noterede sig for 33 point.