Den 7. januar 2017 uddeles BT Guld til årets største sportspræstation. BT Guld er kendetegnet ved, at det er atleterne selv, der afgør, hvem der vinder. Frem til uddelingen bringer vi hver dag en af de ti indstilledes egen fortælling om den præstation, der førte til, at han, hun eller vedkommendes hold blev indstillet til BT Guld.
Tunge medalje-forventninger præger letvægtsfireren.
Letvægtsfireren i roning har gennem tre årtier været garant for danske OL-medaljer. I Rio blev det til en sølvmedalje efter de olympiske mestre fra Schweiz. Morten Jørgensen fortæller her, hvordan finaledagen forløb, og hvorfor det var det rigtige at være skuffede over sølvmedaljerne.
»Vi står tidligt op om morgenen, som vi plejer på konkurrencedage. Vores morgenmad er den samme: vi drikker en dobbelt espresso, spiser et par skiver hvidt brød og en lille smule havregrød, hvis der er plads på vægten. Som letvægtsroer skal vi vejes to timer før konkurrencen, og der må vi i snit kun veje 70 kilo. Vi bruger nogle svedposer for at tabe det sidste, det har vi ingen problemer med.«
»Efter vejningen får vi noget at drikke og spise, lyst brød igen med honning og syltetøj. Så slapper vi af og fokuserer 45 minutter med noget musik i ørerne. Med en time tilbage sætter vi os sammen med vores træner Bent Fransson, bare os fem. Han gennemgår hele løbet for os, og vi sidder bare og kigger ned i jorden, mens vi fokuserer.«
»Selvom det er den olympiske finale, er det et løb som alle andre løb. Vi har et mindset, hvor målet er at vinde. Alle løb er noget særligt. Vi ved, hvad der vil ske undervejs, og vi er fuldstændig enige om målet.«
»Inden starten er vi så nervøse, at vi ryster. Men sådan skal det være. Ellers har vi ikke det rigtige spændingsniveau. Og når den grønne lampe tænder, slipper vi det hele fri.«
»Det er virkelig dårligt vejr, men det er selvfølgelig lige for alle. Det er svært vand – det vil sige, der er bølger, og vi har faktisk håbet på, at det bliver værre. Men i stedet bliver det bedre og bedre længere fremme i løbet.«
»Vi ror et rigtigt godt løb. Dog er der nogle små skønhedsfejl, og det er måske dem, som gør, at vi ikke vinder. Vi kommer fint fra start, selvom vi havde håbet at få et lidt større forspring til schweizerne i starten. Ellers husker jeg ikke så meget fra selve løbet. Man er i en helt anden verden undervejs.«
»Det første, der slog mig efter målstregen, var, at vi ikke opnåede det mål, som vi havde sat os. Vi er også glade, men vi skal have lov til at være skuffede, og det er vi. Enormt skuffede. Efter et par timer og et par øl er vi også stolte og glade, men der er stadig en vis skuffelse i kroppen, og det skal der være.«
»Vi er alle lidt frustrerede, og det tager noget tid at bearbejde alle følelser. Vi snakker sammen om, hvad vi føler, og om hvad der skal siges til medierne.«
»Selvom vi er skuffede, er der ingen, der råber og skriger eller lukker sig inde i sig selv. Vi er åbne og ærlige, det er en del af den kultur, vi har bygget op. Ellers kunne vi ikke arbejde så tæt sammen så længe ad gangen.«
»Det er mærkeligt at stå på medaljepodiet, selvom der er mange, der er glade for, at vi har vundet sølv. Vi går ud og fester og slår til Søren, selv om vi nok havde fejret det lidt mere, hvis vi havde vundet guld.«
»Det er ikke en forløsning, for hvis man kun glæder sig til, at det er overstået, skal man lave noget andet.«
»De næste dage giver vi slip, nu begynder vores OL. Det er hyggeligt at være sammen med de andre danskere og se dem i aktion, og vi er også ude at spille beachfodbold sammen med schweizerne, som slog os, mod nogle lokale brasilianere. Så vi har et fint forhold, selvom vi er konkurrenter.«
»Lige nu holder jeg pause fra roningen, men jeg træner stadig, og næste år vil jeg lave en Ironman, mens Kasper (W. Jørgensen, red.) måske løber Vasa-løbet. Om et-to år træffer vi en beslutning, om vi også vil være en del af det her frem mod Tokyo. Det er så hårdt og kræver så mange ressourcer fysisk og mentalt. Man skal have motivationen, man skal virkelig ville det. Og det handler ikke om, at vi skal have en millionløn, det skal bare ikke være sådan, at man sætter sig i gæld for at blive ved. Men det er ikke pengene, der er det afgørende.«
Derfor fortjener vi at vinde
Der er altid en forventning til fireren, om at vi skal komme hjem med medaljer fra OL. Det her var et nyt hold, og vi har formået at gøre de her ting på en anderledes måde. Det var det første OL, hvor Eskild Ebbesen ikke længere var med. Vi fandt vores egen måde og leverede, også selv om præstationen ikke rakte til guldmedaljerne.
Jeg ville selv pege på ...
OL-guld er det største, så det er oplagt at pege på håndboldherrelandsholdet eller på Pernille Blume. Jeg har svært ved at vælge mellem dem. Lige derefter så har Sara Slott og Mark O. Madsen gjort noget helt særligt med deres sølvmedaljer i 400 meter hæk og i brydning.
