Danske medaljer ved svømningens World Cup i Beijing

Svømmeren Jeanette Ottesen Gray er tilbage i sit rette element. Efter afskeden med tv-programmet Vild med dans på TV 2 har hun atter kastet sig ned i klorvandet på fuld tid.

Det gav allerede i weekenden gevinst, da hun lørdag vandt sølv i 100 m butterfly og søndag sprintede hun sig til en bronzemedalje i 50 meter fly.

World cup-afdelingen finder sted på det olympiske anlæg i Beijing, hvor Michael Phelps i 2008 vandt sine otte guldmedaljer.

- Sølv på førstedagen af World Cup i Beijing, 58.01 på 100 fly, lyder det faktuelt fra Jeanette Ottesen Gray på facebook.

Sprinteren skulle også have deltaget i 100 meter fri - samme distance hun sidste år blev verdensmester i - men stillede aldrig til start i løbet. Formentlig for at fokusere kræfterne på 50 meter fly-finalen.

Jeanette Ottesen Gray har tidligere forklaret, at butterfly-disciplinen nu er blevet hendes foretrukne efter skuffelsen med 100 meter crawl til OL i London.

- Jeg stiller op helt uden forventninger, men jeg SKAL altså have en medalje i 50 meter butterfly. Nok ikke i det første stævne, hvor jeg lige skal svømme mig i form, men så i et af de næste«, sagde hun tidligere på ugen til Politiken.

Efter turen i bassinet i Beijing fortsætter hun til world cup-stævner i Tokyo og Singapore.