Den norske skisportsstjerne Marit Bjørgen er blevet paranoid.

Siden landsmandinden og langrendskollegaen Therese Johaug blev taget for doping, er Bjørgen selv blevet bange for, at hun kan blive taget for doping ved det, hun mener er et uheld.

Det skriver svenske Aftonbladet.

Johaug blev testet positiv den 16. september, og knap en måned senere blev den positivt dopingtest offentliggjort.

Angiveligt skulle årsagen til den positive dopingprøve være en creme, som Johaug smurte på sin solbrændte læbe. Creme viser sig at indeholde et ulovligt stof.

Det har fået Marit Bjørgen til at slå øjnene op for potentielle farer, som hun ikke er klar over. Og det ærgrer hende, at hun nu knapt nok tør behandle sin 10 måneder gamle søn, Marius.

»Man bliver jo lidt paranoid, for nu tør jeg næsten ikke smøre Marius' numse ind med creme. Jeg må sige, at jeg virkelig har tænkt det, siden Therese fortalte sin historie, så bliver man bange,« skriver Aftonbladet at Marit Bjørgen skulle have sagt til det norske nyhedsbureau, NTB.

Marit Bjørgen lader til at tro på Therese Johaugs forklaring om, at det hele var et uheld, og hun ingen intentioner havde om at dope sig. Bjørgen selv var ude af hele sidste års langrendssæson, da hun var gravid, men at hun nu oprigtigt er bekymret for, at hun kan ende i samme fælde.

»Jeg har ingen garantier for, at det ikke kan ske for mig. Jeg har været med i 20 år og stoler på folkene omkring mig. Men mennesker kan fejl,« siger hun ifølge Aftonbladet.

Johaugs dopingsag har også fået sat fokus på dopingkontrollen i skisport. Forinden Johaugs test den 13. september, var hun ikke blevet testet i fire måneder, mens Marit Bjørgen fortæller, at hun har oplevet syv måneders interval mellem tests.