Tre fremtrædende IAAF-medlemmer er under mistanke for at have modtaget penge for at dække over dopede russere.

Monaco. Tre fremtrædende medlemmer af Det Internationale Atletikforbund (IAAF) er blevet midlertidigt suspenderet, meddeler forbundets etiske udvalg fredag.

De suspenderede er den tidligere kommunikationsdirektør Nick Davies, hans kone, Jane Boulter-Davies, der er en del af forbundets uddannelsesafdeling, samt IAAF's medicinske leder, Pierre-Yves Garnier.

Suspenderingen har forbindelse med den igangværende undersøgelse af dopingskandalen i Rusland, hvor en lang række atletikudøvere i de seneste år er blevet afsløret med forbudte præparater i blodet.

- Det er højeste prioritet for IAAF netop nu at få sandheden frem om de beskyldninger, der er blevet rettet mod sporten, skriver IAAF ifølge nyhedsbureauet dpa i en pressemeddelelse.

- Suspenderingen sker for sikre sportens integritet, men foregriber ikke resultatet af undersøgelserne, der nu går i gang, lyder det fra det etiske udvalg.

Davies skal ifølge komiteen have modtaget penge fra Papa Massata Diack, søn af daværende IAAF-præsident Lamine Diack, for at udsætte offentliggørelsen af navnene på de russiske udøvere, der blev taget for doping ved Moskva-VM i 2013.

Davies trak sig midlertidigt fra sin stilling, da BBC i december sidste år afslørede en mistænkelig e-mail-korrespondance mellem ham og Diack.

Også Garnier mistænkes for at have modtaget penge for at tie stille.

Boulter-Davies er i søgelyset, fordi hun menes at have haft kendskab til den ulovlige aftale.

/ritzau/