VM-håbet Sara Slott Petersen er midt i sit livs sæson med fire danske rekorder, en tredjeplads på årets verdensrangliste på 400 meter hæk med en tid på 53.99 - og en forbedring af sin personlige rekord med sensationelle 1.69 sekunder på få måneder.

Den 28-årige Århus-atlet og mor til snart to-årige Tobias er onsdag hovedpersonen på Østerbro Stadion i Copenhagen Athletics Games i et af sine sjældne løb på dansk grund.

Efter Spartas galla på atletikkens nationalstadion og weekendens DM i Aarhus er hun klar til medaljekampen ved VM 22.-30. august i "Fuglereden", det olympiske stadion i Beijing.

BT har talt med en topmotiveret og fokuseret atletikpige med klare holdninger. En atlet, som med succes kombinerer familie, studier og elitesport og føler, at moderrollen har givet hende større styrke fysisk og mentalt.

Sara om at være midtpunkt:

»Jeg kan godt mærke, der er sket meget på det seneste. Telefonen ringer hele tiden, og det er okay. Det er en del af gamet. Virakken og medieinteressen er overvældende. At optræde i en positiv sammenhæng er kun fedt. Atleter på eliteplan og pressen har brug for hinanden.«

»Omtalen kan hjælpe med at skaffe sponsorer, og jeg har da fået et par spændende henvendelser. Men en Joakim von And med den store pengetank har jeg ikke mødt endnu. Atletikken er ikke fodbold eller håndbold. Jeg er ved at lave en ny hjemmeside, som forhåbentlig kan hjælpe mig.«

Sara om dopingskandalen i atletikken:

»Jeg har fulgt meget med i dopingafsløringerne, og jeg tror ikke, at ret mange af os i gamet er overrasket over omfanget af snyd. Det skulle da lige være, at doping også var så udbredt blandt løberne i de afrikanske lande. Det plejer mere at være forbundet med Rusland og andre østlande.«

»Det er dybt frustrerende, når nogen vil snyde os, der arbejder seriøst og stenhårdt for at opnå vores resultater og podiepladser på fair vis. Jeg håber ikke, at IAAF vil holde hånden over snyderne. Og det gælder ikke kun atleterne, men også de trænere, læger, forbund og andre, der medvirker til doping. Flere i min egen disciplin, 400 meter hæk, er udelukket. Blandt andre tre russere.«

Sara om de store VM-forventninger:

«Det generer mig ikke, at forventningerne er skruet op. Det kan jeg sagtens bære på mine skuldre. Jeg har også selv store forventninger.«

»Jeg har aldrig tidligere været i en finale ved VM, EM eller OL. Første trin i Beijing er at kvalificere mig til finalen. Den ligger lige til højrebenet. Og når jeg står dér, løber jeg selvfølgelig for at få medalje. En bronzemedalje vil være fint. Shamier Little, USA, og Kaliese Spencer, Jamaica, bliver svære at fange.«

Sara om VM-testen på Østerbro:

»Jeg er lige så godt kørende som i Paris (nordisk rekord 53.99, red.), så teoretisk kan det lade sig gøre at løbe lige så hurtigt. Og det er mit mål. Under optimale forhold kan jeg sætte rekord.«

»Det er et stærkt felt, Sparta har sammensat. Jeg glæder mig til at møde den amerikanske OL-finalist Georganne Moline (54.24 i år, red.) og Stina Troest (55.88). Det bliver et hurtigt løb.«

Sara om Diamond League:

»Det er første gang, jeg er med i Diamond League, og det har været en kæmpeoplevelse at møde verdens bedste.«

»Andenpladserne i Paris og Stockholm efter tjekken Zuzana Hejnová (nr. 2 på verdensranglisten med 53.76, red.) har givet mig troen på, at jeg har endnu mere i mig. Efter VM ser jeg frem til stævnet i Zürich 3. september.«

Jakob Larsen, DAFs direktør, om Sara:

»Den opmærksomhed, Sara har skabt, er uvurderlig for dansk atletik. Hun har været med i mange år og er det bedste bevis på, at det kan betale sig at være vedholdende.«

»Det kan godt være, at resultatet ikke kommer i år og måske heller ikke næste år. Men det kommer, hvis man fortsætter, og det har Sara gjort.«

»Hun har vist vejen for de unge talenter med sin vedholdenhed. Det er værd at notere, at 21-årige Stina Troest og 17-årige Anne Sofie Kirkegaard løb hurtigere end Sara, da hun var i den alder.«

Andre højdepunkter på Østerbro:

Et af de store spørgsmål er, om det 21-årige stjerneskud fra Sparta, Nicolai Hartling, kan bryde 50 sekunder-barrieren på 400 meter hæk. Han satte forleden dansk rekord med 50.02.

Kan Andreas Martinsen, Aarhus 1900, kvalificere sig til VM på 110 meter hæk? Kravet er 13.47.

Kan de senere års suveræne danske mester på 400 meter, Nick Ekelund-Arenander, Sparta, stadig holde den 17-årige nybagte junior-europamester, Benjamin L. Vedel, Aalborg AM, bag sig? Nick Ekelund-Arenander har ikke tabt til en dansker på distancen siden 2010.

Andre danske highlights er opgøret i længdespring mellem Andreas Trajkovski, Benjamin Gabrielsen og Morten Jensen - 100 meter med den danske mester Morten D. Madsen, 3000 meter forhindring med Ole Hesselbjerg og Kipketer-tribut på 800 meter med Andreas Bube.