Tidligt tirsdag morgen dansk tid tabte Mark O. Madsen for fjerde gang i karrieren en VM-finale. Den 30-årige danske bryder måtte finalen i klassen op til 75 kilo overgive sig til russeren Roman Vlasov, som tidligere har vundet både olympisk guld og VM-guld og sølv.

Undervejs ved VM, som har fundet sted i spillebyen Las Vegas i USA, har Mark O. Madsen besejret modstandere fra Bulgarien, Egypten, USA og Iran, men mod den 24-årige russer stoppede sejrsstimen. Madsen har aldrig tidligere besejret Vlasov, som bragte sig foran med 6-0 med to løft i første periode. Danskeren forsøgte at lægge pres på russeren, men kræfterne var sluppet op, og finalen endte 6-0 i russerens favør.

Mark O. Madsen har tidligere vundet VM-sølv i 2005, 2007, 2009 og VM-bronze i 2006. De flere år har han også kæmpet i MMA-konkurrencer, men sidste år besluttede han sig for igen at fokusere på brydningen frem mod OL i Rio, og med andenpladsen ved VM er OL-billetten sikret.

Dermed bliver han den første danske bryder nogensinde, der deltager ved tre olympiske lege i træk.

Men efter OL vil han igen sætte kræfterne ind på at komme til tops i Mixed Martial Arts-sporten, hvor grænserne er noget viddere og pengene flere end i brydesporten.

»Jeg drømmer om at se, hvor langt jeg kan drive det i MMA. Jeg vil meget gerne prøve at satse et-tre år fuldt ud på MMA,« sagde han således sidste år i december til TV2.