Russell Westbrook er kåret som den mest værdifulde spiller i NBA efter en fantastisk sæson.

New York. Basketballspilleren Russell Westbrook blev natten til tirsdag dansk tid kåret som den mest værdifulde spiller (MVP) i den forgangne sæson i NBA-ligaen.

Oklahoma City Thunder-spilleren var nomineret til prisen sammen med Houston Rockets-spilleren James Harden og Kawhi Leonard fra San Antonio Spurs.

De seneste to års MVP, Steven Curry fra Golden State Warriors, var ikke nomineret. Warriors endte med at vinde NBA-titlen.

Heller ikke Cleveland Cavaliers' LeBron James, der fire gange har vundet hæderen, var blandt de nominerede.

Russell Westbrook havde en fantastisk sæson, hvor han 42 gange i grundspillet lavede en såkaldt tripledouble.

Dermed overgik han Oscar Robertsons rekord på 41 tripledoubles fra sæsonen 1961/1962.

Tripledouble er et begreb, der bruges om en spiller, der har mindst ti i tre af følgende kategorier; point, assist, rebounds, steals eller blokeringer.

Trods Russell Westbrooks tilstedeværelse røg Oklahoma City Thunder ud i første runde af slutspillet med et samlet 1-4-nederlag til Houston Rockets.

Mike D'Antoni fra netop Houston Rockets blev kåret som årets træner i NBA.

/ritzau/