KØB PLUS!

Raser mod Ankerdal: TV2-program var plat

Danske Spils informationschef, Thomas Rørsig, er sur på TV2-journalist Morten Ankerdal.

Det gik hedt til i torsdag aftens debat om matchfixing på TV2-programmet "Ankerdal på News".

Og dagen derpå er en af diskussions-deltagerne, Danske Spils informationschef Thomas Rørsig, fortsat ikke tilfreds.

- Programmet var plat, siger han til sporten.dk og skyder med skarpt mod sportsjournalist Morten Ankerdal.

- Ankerdals research var dårlig. Desuden gav han Michael Madsen (træner i fodboldklubben Greve, red.) lov til ukritisk at fyre udokumenterede påstande af, siger Thomas Rørsig, der har genset programmet.

- Det er korrekt, at jeg blev sur. Og jeg føler dagen derpå stadig, det var berettiget, siger han.

I TV-programmet, som du kan se her, sagde Michael Madsen blandt andet, at det er offentligt kendt, at fodboldtrænerne henter oplysninger om sin kommende modstander - blandt andet holdopstillinger - hos bookmakernes oddssættere.

- Det har jeg gjort mange gange, sagde Michael Madsen, hvis påstand ikke blev købt af Thomas Rørsig.

- Det er jo professionelle folk, vi har med at gøre. Hvis det var rigtigt, ville den trafik med at udveksle oplysninger hurtigt holde op. Det har slet ikke noget på sig. Det vil jeg gerne afvise. Hvad skulle oddssætternes interesse være i at sidde og fifle med oplysningerne? Det er en helt forrykt påstand, sagde Thomas Rørsig i programmet.

Thomas Rørsig siger til sporten.dk, at han før TV-programmet havde talt med en TV2-researcher om problematikken, og at han her havde afvist de udokumenterede påstande.

- At de så alligevel dukker op i programmet er ganske enkelt ikke godt nok, siger Thomas Rørsig.

Læs også: