Så prøvede Peter Rosenmeier også dét. At tabe i en finale i et stort internationalt mesterskab.

Den regerende Europamester og tidligere guldvinder i de paralympiske lege kiksede sit VM-titelforsvar i para-bordtennis onsdag i Beijing.

I finalen blev han slået af den førsteseedede spanier, Alvaro Valera, med 1-3.

Peter Rosenmeier vandt første sæt 11-9, men i de sidste tre havde spanieren overskuddet og styringen. Den danske superatlet var skuffet, men erkendte, at han tabte til en bedre mand på dagen.

- Han var i en periode helt outstanding og et par procent bedre end mig. Jeg synes egentlig, jeg spillede ganske glimrende. Jeg gjorde virkelig alt, hvad jeg kunne, siger Peter Rosenmeier.

- Lige nu er det ikke specielt rart. Jeg ville gerne have vundet den kamp. Det betyder, at jeg er nødt til at spille fire år mere for at få dem alle tre (EM, VM og PL, red.) på samme tid.

Landstræner Christoffer Petersen havde intet at udsætte på Peter Rosenmeiers indsats.

- Det var en svær kamp for Peter. Han mødte en god spiller, der var utrolig skarp og mere tændt, end jeg har set ham før.

I semifinalen fik Peter Rosenmeier revanche for nederlaget til thailandske Rungroj Thainiyom i semifinalen i Paralympiske Lege i London 2012.

Nu gælder det holdturneringen, hvor Peter Rosenmeier spiller sammen med Kenneth Bech.

Peter Rosenmeier er en farverig og aggressiv venstrehåndsspiller. Han har kun to fingre på venstre hånd. Batskaftet er skruet på en protese. Desuden mangler han halvdelen af højre arm, halvdelen af højre ben samt fire centimeter af venstre lårknogle.